11 / 243
stand. Til Opførelse af Stenhuse var det en betydelig
Lettelse, at Biskop Stig i Roeskilde, 26. Febr. 1280 havde
tilladt Borgerne i Kiøbenhavn, at:
„naar nogen af dem skærer Kalksten paa Biskoppens
„ 0 , Saltholm, skal ingen kræve Told eller anden Godt
g ø r e l s e af dem derfor“ .
I Jordebogen fra 1380 nævnes kun faa Stenhuse og
Stenboder, alle i Nærheden af Gammel Torv. Særlig For-
tieneste af Bygningsmaaden havde de geistlige Stiftelser,
idet Capitlet allerede fra 1433 giorde det til Betingelse for
dem, der byggede paa dets Grunde, at lægge Tegltag paa
nye Bygninger; undertiden siges det udtrykkeligt, at Taget
skal være „med Sten og ei med Straa“ .
1 Løbet af det 15. Aarhundrede blev Stenhuse mere
almindelige, og tiltog stærkt henimod Reformationstiden,
hvor Bygningernes Udseende til Gaden giennemgaaende
var af Bindingsværk eller Grundmur, for en stor Del for
synet med Tegltag, men inde i Gaardene forefandtes endnu
baade Ler- og Træhuse. 1520 blev det paabudt at erstatte
klinede Mure til Gaden med Bindingsværk, og i 1549 blev
det forbudt at opføre Fluse med Fiælegavle. Det var dog
egentlig først, da Byen havde faaet sin egen Teglgaard,
at Borgerne i større Maalestok begyndte at opføre deres
Fiuse af Sten, men dog flest af Bindingsværk ofte i 2
Etager, thi nu blev Udgifterne til brændte Sten og Tag
sten overkommelig for Borgerne. Teglgaarden bidrog yder
ligere til, at de gamle, skrøbelige Træ- og Lerhuse efter-
haanden kunde blive ombygget med Grundmur. Fra Tegl
gaarden hentedes nu Materialet til Stenbygningerne, og
selvom den mindre velstaaende Borger ikke havde Raad
til at følge med i hurtig Tempo, fik Adelen nu Ledighed
til at indrette sig Hus og Hiem i Byen efter de til Stan
den svarende Fordringer, ligesom den ved sin Formue
kunde bidrage til at understøtte Handel og Haandværk og
forskiønne Byen med solide, smukke og karakteristiske
Stenbygninger.
Teglgaarden eller som den ogsaa kaldtes Byens Tegl
ovn eller Teglværket var anlagt af Magistraten paa foran