238 / 243
— 31 —
Skumklædt som den vrede Bølge
Stormer Folket frem i Følge,
Bort fra Hjemmets lune Rede,
Ud til hidsig Holmgangs Hede,
Skammen fylder hvert et Sind,
Skammen sætter Blus paa Kind,
Skam for Hartmanns Kummeté,
Skam for Springvandsstorkene.
Folket er i rædsomt Oprør,
Dage, Nætter uden Ophør
En Betjent var sat ved Kummen
For at sætte Folk i Brummen.
Han led Sult og Tørst samt Nød,
Fjerde Morgen var han død,
100
ny Betjente til
Satte deres Liv paa Spil.
I Rabarberlandets Enge,
i Nybo’ er og Rosenvænge,
Som i Hytten saa i Borgen
Mærkes Harmen, føles Sorgen.
Borger, Bonde; Læg og Lærd
Trækker blank det rustne Sværd,
Fælles Tanke, fælles Maal:
Ud at tømme Hartmann’s Skaal.
Om Idyllen:
Ved Nattetid Fontænen stod
Forladt af Mennesker og Guder,
Selv Droskehestene ej lod
Dens Vover køle deres Snuder.
Da Christian og Gine saa’ ,
Det var et Sted at mødes paa,
Snart i hinandens Arme laa
De paa Fontænens Marmelstene.
En kom Anilin i Kummen,
Han fik særlig stærkt paa Gummen,
Næste Nat blev Vandet fjernet
Ved tre Arbejdsmænd fra „Værnet“ .
Folket hilste det med Hyl,
Derpaa fik de tørre Prygl,
Der skal ha’ e smagt li’esaadan,
Som da Kummen flød med Vand.
Nogle mistede Galosker,
Et Par Kuske deres Drosker,
Politiet fik paa Panden,
Slog med Staven paa hinanden.
En forfjamsket Assistent
„Skrev“ en splinterny Betjent
Og gav én, med samt hans Hest,
8
Dages mørk Arrest.
Otte Nætter Folket mødte,
Byens bedste Sønner blødte,
Nogle blødte let 'paa Pladsen,
Andre svært til Fattigkassen.
Ved Forlig blev Striden endt,
Og Fontænen anerkendt,
Dog det Forbehold man to’
At man ikke fandt den go’ .
Naar Riise slukkede sine Gas
Og Mocca-Meyer end var lukket,
Af Kummen hist paa Højbroplads
Har mangen ærlig Pilgrim drukket.
Det blev et helligt Valfartssted,
Hvor Svenden tog sin Pige med,
De gjorde ingen Kat Fortræd,
Ti der var ingen Kat paa Tænen.
„Blækspruttenes Freds-Hymne:
Kampens Dage er endt,
Der er Glædesblus tændt,
Der er Fred, der er Fryd, der
er hvad der skal være.
Om vort Storke-Bassin
Samles Pige og Dreng,
Samles gamle og unge og fløjtende Stære.
Paa Fontænen slaar ingen sig mere til Ridd’re,
Dér, hvor Roserne gro, dér, hvor Fuglene kvidre.
Dér, hvor Kampen var haard,
Skal i kommende Aar
Lyde Tak til „Foreningen for Kjøbenhavns o. s. v.“
Trods al det Besvær og Bekostning, som Forskønnelses
Foreningen havde haft, og hvor smerteligt det end havde
været for den at høre og se det kære Springvand blive