110 / 294
H
AVDE Tid og Forhold lige siden Sparekassens Stiftelse hidtil
baaret Rolighedens Præg, og havde Sparekassens Forhold til
Publikum derfor i hele den foregaaende Tid ogsaa været roligt —i
al Fald forholdsvis —, saa skulde den Tid, der nu oprinder, i adskil
lige Henseender vise et andet og mere bevæget Fysiognomi. Vi
nærmer os jo nu »det mærkværdige Aar« og hele den Tid, det var
Indledningen til.
Om de økonomiske Forhold udenfor Sparekassen og om Tilstan
den i København er foreløbig intet særligt nyt at sige. Alt gik vel
fremad, men endnu i et jævnt Tempo. Mere Bevægelse var der i de
politiske Forhold; den landsfaderlige Enevælde var jo ophørt med
Frederik den Sjette, og selve Enevældens Princip havde talrige og
fremragende Modstandere, hvis Kamp jo snart skulde bære Frugt.
Der var gærende Kræfter, men endnu ingen Skud. Som Helhed laa
Livet endnu i det gamle Leje.
Hvad Sparekassen angaar, havde den jo — ganske vist under et
Pi’es fra oven —bøjet sig for Opinionen og indrettet sig som Laane-
kasse. Og maaske mente den nu at skulle blive fri for de hyppige
Klager. Men endnu var der jo et Punkt tilbage, som Publikum an
kede over, og som det længe havde anket over. Det var den lovlig
sparsomme Adgang til Sparekassen, den altfor lille Kontortid og
den deraf følgende altfor langsomme Expedition. I det foregaaende
er omtalt nogle af de Udslag, som Misfornøjelsen hermed gav sig.
Og nu kommer nye »urolige Hoveder« frem med nye Forslag, som
Direktionen tvinges til at tage Stilling til.
De urolige Hoveder repræsenteres denne Gang dels paany ved
en Militærperson, Løjtnant v. Jessen, dels ved to Teologer: Pastor
Raffard og cand. theol. Boesen. De sender i Forening Sparekassen
en Skrivelse af 21. Oktober 1844, hvori de meddeler, at de har i
Sinde i de offentlige Tidender at indrykke en Meddelelse
0111
, at de
103