111 / 294
18M--1850
som Kommissionærer tilbyder »at modtage og at aflevere til Spare
kassen de Penge, som især Haandværkere og Arbeidsmænd maatte
ønske indsatte, men hvorfra de afholdes eller i det Mindste møde
Vanskelighed paa Grund af den Tidsspilde, som er forbunden med
directe at henvende sig til Sparekassens Contoir paa de ordinaire
Expeditionsdage«. Og de ønsker nu Direktionens Udtalelse om,
»hvorvidt denne Foranstaltning maatte ansees for hensigtsmæssig
og gavnlig«.
Man vil ikke kunne paastaa, at det Svar, denne Forespørgsel fik,
var synderlig imødekommende, eller, at den Haandsrækning, der
her tilbødes, blev synderlig venligt modtagen. Efter at Sagen havde
cirkuleret mellem Direktionens Medlemmer, blev disse nemlig
enige om, »at Sparekassen ikke kunde indlade sig paa et saadant
Commissionairvæsen eller at burde tillade, at bemeldte Herrer of-
fentliggjøre noget, hvorved Sparekassen i mindste Maade indblan
des eller sættes i Forbindelse med deres Forehavende«; og at der
skulde svares dem i Overensstemmelse hermed, hvad der ogsaa
sker ved to Skrivelser af 11. og 17. Dec.
Uden Virkning blev Henvendelsen imidlertid ikke. Direktionen
var nemlig fuldstændig paa det rene med —muligvis dog først bleven
det ved Forslagsstillernes Skrivelse —, »at Freqventsen af de Expe-
ditionssøgende ved Sparekassen var i en meget høi Grad tiltaget, og
at Bestyrelsen burde være betænkt paa at lette Vedkommende Ad
gangen«, hvorfor man ogsaa i førstnævnte Skrivelse meddeler, at
det var besluttet »fra det nu indtrædende nye Regnskabsaars Be
gyndelse at aabne Contoiret for Indskud og Udbetalinger om Løver
dag Eftermiddag fra Kl. 7 til 9«. Det var jo den Tid, der passede
»Haandværkere og Arbeidsmænd« bedst, ligesom det ogsaa var
den, der mindst generede Direktionens egne Medlemmer, der hav
de deres egentlige Gærning at passe om Dagen.
At den gjorte Indrømmelse ikke var stor, kan jo nok paastaas;
men at det betød endnu et Offer fra Direktionsmedlemmernes Side,
tør jo ikke overses; og at Ofret ikke var saa ringe endda, naar Hen
syn toges til disse Mænds rimeligvis stærkt optagne Tid, maa sik
kert ogsaa indrømmes.
I Mødet d. 9. December 1844 afhandledes forøvrigt en anden
Sag, hvori Direktionens bekendte Velvilje overfor de arbejdende
Klasser paaberaabtes. Den var rejst af Livrente- og Forsørgelses
anstalten af 1842, der i Anledning af en paatænkt Udvidelse af
104