149 / 294
1 8 5 9 - 1 8 7 0
Gang maatte nøjes med 52.552 Rd. Inden Regnskabsaaret er til
Ende, vedtager man dog (25. Okt. 1860), ligesom i Ængstelse for, at
man herved havde vovet sig vel vidt, »at Prioritetslaan kun maa ud-
gjøre 2/3 af Interessenternes Capital, altsaa ikke af Reservefonden«.
Saa højt naaede man imidlertid kun dette ene Aar — og dette
endda kun omtrent. Allerede 11. Nov. 1861 er Kvotadelen adskilligt
mindre end de to Tredjedele, og fra nu af bliver den mindre og
mindre. Dette fremgaar allerede af den nys anførte Tabel, og vil ses
endnu tydeligere ved Sammenligning med følgende, der viser Spa
rernes Tilgodehavende i de samme Aar:
11.N o v . 185 7 ... 2.025.137 Rd .
»
»
185 8 ... 1'.899.469 »
»
»
185 9 ... 2.122.759 »
»
»
186 0 ... 2.381.261 »
»
186 1 ... 2.683.090 »
»
»
186 2 ... 2.985.877 »
»
186 3 ... 3.358.510 »
»
»
186 4 ... 3.804.895 »
Denne Tabel viser tillige, at Direktionens Frygt for yderligere
Tilbagegang var ret ugrundet. Fremgangen synes tværtimod stær
kere end nogensinde og det tiltrods for, at Sparekassen jo nu ikke
længer er ene om at tage mod Opsparingerne. Tabellen er et Udtryk
for de store Afkastninger, som den økonomiske Virksomhed i disse
Aar gav Lejlighed til — de, der iøvrigt skulde blive endnu meget
stærkere —, og som for en væsentlig Del er en Følge af Frem
skridtene i den forrige Periode, efter at Krisen havde fjærnet Pro
duktionens, Omsætningens, og muligvis ogsaa Forbrugets, mange
Vildskud. Og den er tillige et Udtryk for, at de Reformer, Sparekas
sen havde indført —og i den nærmeste Fremtid indførte —aabnede
den Adgang til i større Omfang, end den ellers vilde have kunnet, at
tage Del i Omsætningen og Frugtbargørelsen af disse Afkastninger.
Reformernes Tid er nemlig paa dette Tidspunkt —omkring 1860
—endnu ikke forbi. Tværtimod. Vi befinder os vedvarende i en
Fornyelsesperiode.
Som den første og ikke mindste af de nu forestaaende Reformer
kan nævnes den, at Direktionen i 1860 skrider til at skaffe Spare
kassen en egen Bygning. Indtil nu havde man jo lejet sig ind; men
herved havde man ret naturligt hverken kunnet tilfredsstille sig
142