157 / 294
1 8 5 9 - 1 8 7 0
der næppe være Tvivl om. Nu var den almindelige Rentefod imid
lertid paany stigende, hvad der hang sammen med det nye økono
miske Opsving, der paa denne Tid tager Fart, og som for Danmarks
Vedkommende forstærkes ved den ligesom sammenbidte Energi,
hvormed Folket stræber at bøde paa det tunge Tab fra Krigen, og
hvori det søger at dulme sin Sorg og Smerte. Nationalbankens Dis
konto, der i Begyndelsen af Treserne havde været forholdsvis lav,
men som i de bevægede Maaneder i 1863-64 havde hævet sig indtil
5
V
2
%, var vel atter gaaet noget ned, men holdt sig dog endnu paa
472-5 % og viste intet Tegn til Nedgang. Tværtimod. Hertil kom, at
Sparekassens nærmeste Konkurrent, Bikuben, i disse Aar havde en
meget betydelig Fremgang og truede med helt at sejle den gamle
Sparekasse agter ud. Allerede i 1863 var den i Virkeligheden naaet
frem foran Sparekassen, idet den havde naaet en Indskudskapital af
3.530.000 Rd., medens Sparekassen endnu kun stod med 3.358.000.
I 1864 var den vel som Følge af de to Runs, den havde været Gen
stand for, gaaet ned i Højde med Sparekassen; men allerede i 1865
havde den paany taget Førstepladsen og stod nu med en Indlaans-
masse paa 4.750.000 Rd. overfor Sparekassens 3.945.000; og saa-
ledes blev det ved indtil 1873, da Sparekassen paany tog Teten og
derefter beholdt den.
Alt dette undlod naturligvis ikke at gøre sin Virkning. En ny
Renteforhøjelse toges derfor under Overvejelse, og d. 23. Maj 1865
nedsattes et Udvalg —Collin, Linnemann og Skrike —til at under
søge Spørgsmaalet. Det behandlede saavel dette som Spørgsmaalet
om et Præmiesystem for Sparerne, men kom til det Resultat, at det
for Tiden ikke kunde tilraade nogen af Delene. Og dette Standpunkt
tiltraadte den øvrige Direktion i Mødet d. 10. Oktober.
Allerede d. 14. Marts 1866 er Spørgsmaalet imidlertid paany un
der Drøftelse; og Flertallet udtaler sig for, at en Renteforhøjelse,
hvis den tilstaas, skal gaa til 4 °/o og kun gælde for Indskud, der har
staaet urørte et halvt Aar. Andet Resultat kom man foreløbig ikke til.
Tilstanden var imidlertid saaledes, at der maatte gøres noget
positivt. Kan man nemlig end ikke, saaledes som Forhandlings
protokollen gør det, tale
0111
en egentlig Tilbagegang —i al Fald ikke,
naar man ser paa Aarsresultaterne —saa kunde man dog med Rette,
og navnlig naar Hensyn tages til Bikubens stærke Fremgang, tale
om en vis Stagnation. Man maatte altsaa gøre en Ende paa Over
vejelserne og skride til en ny Renteforhøjelse; og en saadan blev da
150