32 / 294
S P A R E K A S S E N S T I F T E S
denne desuden kunde tænkes opsagt paa meget ubelejlige Tids
punkter; 3) at Mænd, der uden Vederlag paatog sig at administrere
maaske betydelige Summer, ikke tillige burde hæfte med deres For
mue, hvad der ogsaa vilde kunne afskrække andre fra senere at ind
træde i Direktionen, og at desuden næppe noget Tab kunde forven
tes som Følge af den sikre Anbringelse, man havde udvirket; 4) at
kongelig Garanti ikke kunde forventes opnaaet*); 5) og at Kassen,
der maatte anses sikret mod Tab, næppe vilde savne Tillid, naar
blot Regnskabsførelsen blev forsvarlig ordnet, og Interessenterne
dels ved et offentlig aflagt Regnskab, dels ved, at der gaves dem Ad
gang til at sammenholde deres Kontrabøger med deres Konti, sattes
i Stand til at overtyde sig om, at alt var i Orden.
Fremdeles drøftedes Spørgsmaalet om, hvorvidt man skulde
modtage Indskud fra unavngivne. Flertallet af Direktionen holdt
for, at det kunde give Anledning til Misbrug, dels ved muligvis at
gøre Sparekassen til et Anbringelsessted for uretmæssig Ejendom,
dels ved mod Hensigten at gøre den til Forrentningssted for større
Kapitaler, der kunde indsættes paa flere Konti, ligesom man ogsaa
mente at skylde Publikum, at den Kassen givne Regunstigelse: at
de indskudte Summer fritoges for Arrest eller Resiag, ikke blev mis
brugt. Det vedtoges derfor, at Indskud indtil videre ikke skulde
modtages fra unavngivne.
Etatsraad Collin,. der hørte til Mindretallet, lod sig imidlertid ikke
overbevise af disse Grunde, men tilførte Forhandlingsprotokollen
sine Indvendinger, der bl. a. gik ud paa, at Indskyderne havde Ret
til at fordre, at Frugten af deres Sparsommelighed forblev ukendt
for Uvedkommende, og at Direktionen ikke havde mere Adkomst
til at faa at vide, hvem der sparede, end f. Ex. Fødselsstiftelsens
*) I en Koncept, indeholdende de forud for Indførelsen i Forhandlingsprotokollen
gaaende Overvejelser, findes følgende Udtalelser:
»Kunde kongelig Garantie udvirkes, vilde den neppe erholdes uden at Hans Maje
stæt forbeholdt sig at udnævne een eller fleere af Bestyrerne, og, om dette endog ikke
var Tilfældet, vilde Publicum vel letteligen staae i den Formeening, at saadant dog
skeede underhaanden. Men Tanken om den mindre Iver, som man vel altid tiltroer
en befalet Bestyrelse fremfor den, der frivillig, af reen Interesse for Sagen, paatager
sig et sligt Arbeide vilde maaskee, i Forbindelse med Ideen om, at Fremtidens Con-
juncturer mueligen kunde, naar en offentlig Autoritet havde Deel i Administrationen,
fremkalde befalede Omsætninger af Capitalerne, modarbeide den Tillid, som en ma-
thematisk beregnelig større Sikkerhed skulde fremvirke.«
At den sidst omtalte Frygt ogsaa avledes ved Midlernes Indsættelse i Statskassen,
saa man altsaa ikke. Og det var netop denne Frygt, der gav sig de stærke Udslag
i 1848 og for en Tid unddrog Sparekassen den Tillid, som den ellers saa ubegræn
set havde nydt.
4
25