104 / 270
JØ D E N U N D E R T R Æ E T
91
tænkeligt at gøre Jøden under Træet til en Søn af
Fædrelandet. Men er han ikke selv Fætter Mikkel,
er han ham i hvert Fald en værdig Fætter i Kunsten.
Omkring Aarhundredskiftet finder man umiskende
lige Spor af ham. Schellenberg taler (
1796
) om et
Par Jøder, der udskraalede nogle udtraadte tyske
Arier til Citar og Violin, og i St. Hansaftenspil er
der som bekendt ogsaa syngende Jø d e r under Træet.
Horrebow digtede (
1801
) om en Fløjtenist og en
Harpespiller, der under „et vidtskyggende T ræ “ slog
de bævende Strenge og glad sang til de søde, smel
tende Toner. A f Interesse er ogsaa den Kendsgerning,
at Kancelliet Aar
1800
gav en Moses Levi med et
Selskab paa fire Personer og en Hertz Levi Tilla
delse til at opføre Musik i Dyrehaven.
Fra denne Sagnverden træder Jøden i de første
Tiaar af det nittende Aarhundrede ud i Historiens
klare Lys. Han bistaas af „Dronning Esther“ , som
Folkevittigheden døbte den Kvinde, der havde ind
taget Pladsen ved hans Side under Træet. Det var
aabenbart hans Kone; hun hed virkelig Ester, og da
hun faldt fra i
1815
(hun bukkede under for B ryst
sygen), maatte han tage til Takke med en „beskæg
get H jæ lper“ . Han svigter aldrig nogen Sommer,
faar efterhaanden et eventyrligt R y og kanoniseres
tilsidst som et helligt Indbegreb af alle Dyrehavens
Forlystelser.
Den gamle Mosait var Bestandigheden selv. Han
kærede sig ikke om Døgnets Begivenheder og de
nye Helte, der var traadt frem paa Verdensskue-