87 / 270
74
KILDEFORLYSTELSER I DYREHAVEN
bakkerne ved Strandvejens Lystgaarde. En Indsen
der i Politivennen bad Lystgaardsejerne sætte nogle
Bænke uden for, „N B . til at sidde og hvile paa og
ikke til Sæ lgekoner med deres Kurve og Mælke-
Vand-Potter der at tage S tad e “. Var Maalet naaet,
blev Borde og Bænke snart besat, de fleste Skov
gæster lejrede sig i Græ sset. Nogle omvandrende
Musikanter sørgede for Underholdningen, hist og her
hørtes ogsaa en munter Sang, og ved Solens N ed
gang begyndte man at sætte sig i Bevægelse hjemad.
Senere blev disse Udflugter til Charlottenlund hyp
pigt en Station paa Vejen til eller fra Dyrehaven;
der opsloges Traktørtelte (i
1820
var der otte for
uden Skovløberhusene), der var Dans og Musik, til-
sidst ogsaa harpespillende Skønjom fruer (i Madam
Lardellis og Kehlets Telte) og et utvungent Folkeliv
a f et vist borgerligt P ræg — mindre broget og min
dre løssluppent end Livet ved Kilden.
Dyrehavens magre Aar var nemlig blot en Over
gang. Efter de trange Tider, der havde afsluttet Dyre
havens Guldalder, fulgte en saare skøn Renaissance.
Det vil dog næppe være formaalstjenligt at gaa for
dybt ind paa denne Periode, og navnlig ikke frem
drage Enkeltheder i nogen stor Udstrækning, thi
Enkelthederne var væsentlig de samme som tidligere
i Kraft af Dyrehavens hele konservative Tilsnit.
Dyrehavsturene i den sidste Snes Aar af Frederik
den Sjettes T idsalder er tillige almindelig kendte; et
Utal af Memoireforfattere har skildret disse hygge
lige, spidsborgerlige Udflugter i det grønne.