84 / 270
MORALEN VED KILDEN
71
rer og Gadeviser. En Visedigter fra
1780
’erne, der
taler nettest om de Dele, udtrykker sig saaledes:
Man seer der en Række af Telte,
Hver fører et vayende Flag,
Som udi en Leyer, hvor Helte
Staaer færdig til Træfning og Slag:
Der Veneris Døttre camperer,
Der Nympherne ligge i Feldt,
Og Amor som Chef commanderer;
Parolen er: Alles flir Geld.
En Forfatter, hvis Paalidelighed er hævet over en
hver Tvivl, fortæller endog, at der ligefrem fand
tes offentlige Huse, eller rettere Telte, hvor de smin
kede Fruentimmer, „Skov-N ym ferne“ , hele Dagen
stod udenfor. Det er derfor en lidt mærkelig Udta
lelse om Dyrehavens Forlystelser, man støder paa i
Henrich Callisen’s „Fysisk-medicinske Betragtninger
over København“ (
1807
). „Ogsaa her,“ siger han, „vi
ser sig den sædelige, alvorlige Nationalkarakter, og
maaske i en højere Grad end Fædrenelands-Vennen
maatte ønske.“ Han tilføjer, at der blandt den store
Mængde Mennesker af Almuen, som ved St. Hans
dagstid sam les i Dyrehaven, sjælden ses beskænkede
Folk. Den rare gamle Læge har dog her kastet Kær
lighedens dækkende Kaabe om sine Medborgere; thi
saa
tamt var det københavnske Publikum ikke i
Dyrehaven.
Hovedstadens delvise Ødelæggelse under Bombar
dementet, de syv lange Krigsaar, der fulgte efter, og