dere på få uger, - hos dem kan man næppe vente at finde megen
kunstnerisk modenhed, eller faglig færdighed. Her er tale om en
»mekanisering«, som må kræve forarbejder af særlig kvalifice
rede folk, kunstnere og teknikere, - igen en ny kategori. Dertil
kommer den desværre altfor velkendte mangel på lærepladser
for den opvoksende ungdom. Selv om håndværket erkender,
at det er dyrt at uddanne lærlinge, men endnu dyrere at und
være veluddannede svende, kommer man jo ikke uden om, at
der mangler lærepladser i meget stor udstrækning, og at denne
situation kan komme til at nærme sig en katastrofe i de kom
mende år, såfremt der ikke findes udveje for at løse den.
På denne baggrund: mekanisering af fagligt arbejde - man
gel på lærepladser, får »skolen« en forøget betydning, idet den
dels må virke som »samvittighed« for kunstnerisk, faglig ud
dannelse, d. v. s. være på højde med erhvervenes krav, men
absolut også forud for disse, dels præstere sådanne uddannelses-
og træningsmuligheder, som bliver nødvendige, når fagene og
værkstederne specialiserer sig for hårdt. Der er for mig ingen
tvivl om, at udviklingen i den nærmeste fremtid vil gøre det på
krævet at oprette »værkstedsskoler« til supplering af mester
læren, og som modvægt imod en for vidtgående specialisering.
Netop for dansk kunsthåndværk vil det blive en livsbetingelse,
at man fagligt og kunstnerisk kan holde sig i toppen, og når
erhvervsforholdene ligger sådan, at uddannelsesmulighederne
svækkes, bliver det skolens sag at sikre tilstedeværelsen af det
fornødne antal veluddannede fagfolk.
Kunsthaandværkerskolens opgave gennem de forløbne 25 år
har dels været at drive en aftenskole, hvor fagenes lærlinge
kunne få den nødtørftige teoretiske uddannelse, der kræves i
forbindelse med udførelse af svendestykke, dels at opretholde
en dagskole, som for en del fags vedkommende er en total ud
dannelsesskole, for andre fag en videreuddannelse af dygtige
medarbejdere.
2 3