4
Kvartetsangere i Studenterforeningen.
bløde, klokkerene Tenor og Abrahams’ klangfulde Baryton ligesom vare
fuldstændig sammenvoksne. En Vanskelighed, der var adskilligt til Hinder
for, at Kvartetsang kunde blive almindeligere udbredt, var den, at man
altid var henvist til skrevne Noder, da i denne forste Tid endnu ingen
Musikhandler turde forlægge slige vanskelig sælgelige Sager. De enkelte
skrevne Samlinger, f. E. Vilh. Bjerrings (Professor; f) og Christian
Bjerrings (Læge; f) udlaantes dog med stor Liberalitet og udbredtes
derved i talrige Afskrifter, saaledes at der dog nu efterhaanden kunde
danne sig flere nye Kvartetter*), medens de gamle jævnlig omdannedes;
da Chr. Winther var rejst hjem til Købelov Præstegaard for dog engang
at se at faa sin Embedseksamen, blev i hans Sted i Kvartetten optaget
»den lange Lojtnant«. Denne, der omtales i Chr. Winthers Breve, var,
ifølge velvillig Meddelelse fra Garden, daværende Gardelojtnant Barner
(f 1883 som Kammerherre og afskediget Generalmajor), der tillige var
Student, hvad der i den Tid var temmelig sjældent. Desuden sang den
senere Komponist af »Ved Vintertid, naar Skoven staar« og andre Studenter
sange, H.P.Lyngbye (f 1834 somKantor paaVallø), ved flere Lejligheder med
i Kvartetten. Andre Kvartetsangere vare Holm (dengang Assessor i
Politiretten), Kirstein, Edv. Collin, Sigfried Hjort (senere Herredsfoged i
Løve Herred), J. H. Lorck (fhv. Distriktslæge), Ferd. Fenger (Sognepræst;
f), Edv. Buntzen (f som Ilojesteretsadvokat) og de tre Brødre Smidt:
Carl (Major i Studenterkorpset; f som Postmester i Horsens), Vilhelm
(Chef for Firmaet Smidt og leMaire; f) og Edvard (f 1863, Kancellist i
den kongelige Pensionskasse, Kaptajn ved Studenterkorpset). En af dem,
der var mest ufortrøden til at arrangere Studenterforeningens Koncerter
og Forestillinger, var Komponisten Frølich, der ifølge Lorck endog blev
valgt til Foreningens Æresmedlem, hvad vistnok snarere skal forstaas som
ekstraordinært Medlem. En anden var E. Bojesen (f som Rektor i Sorø),
en meget dygtig Klaverspiller og begavet Musiker, som hjalp med ved
Indstuderingen og akkompagnerede ved Koncerterne paa Foreningens store
Flygel, hvis pudsige Historie fortælles af Lorck: det var oprindelig vundet
af en theologisk Kandidat, men han var blevet nødt til at afhænde det,
da han blev udnævnt til Sognepræst paa en 0, der var saa lille, at Flygelet
ikke kunde anbringes paa nogen Led uden at faa eet eller to Ben i Vandet.
Der var saaledes Kræfter nok, der kunde forskaffe Kammeraterne
musikalsk Nydelse, og af og til kunde man ved tieres Samvirken faa stillet
*) Det blev formelig en Modesag; hvad siger ikke Hr. Simon i »Aprilsnarrene«
(1826): » Ja richtig, Kvarktorkium ! Den Art von Musik er nu meget mer i
Mode als die andere Duetter«.