9 / 263
I.
Studentersang for 1839.
»Fordum sang Studenten sine Sange
ugenert af Kunstens Rem og Læst;
Øret kunde Melodien fange,
Stemmen fulgte som den kunde bedst;
den, der ingen havde, sang foruden;
Harmoniens Lov og Taktens Maal
spurgtes der ej om — og Sangerguden
flygted tit for et bakkantisk Skraal.«
Som Studentersangforeningens Æresmedlem Carl Ploug i ovenanførte
Linier af Kantaten ved Femogtyveaarsjubilæet har skildret Tilstanden for
1839, saaledes var det ogsaa: Flerstemmig Studentersang kan vel forfølges
et godt Stykke længere tilbage i Tiden, men alt, hvad der ligger forud
for Sangforeningens Stiftelse, bærer kun Tilfældighedens Præg.
Den Rahbekske Tid havde særligt været en Sangens Tid. Siden »det
norske Selskabs« Stiftelse (1772) var der fremkommet den ene Klub efter
den anden, hvor man samledes til muntre Drikkelag. Næsten alle Digterne
fra den Tid maatte derfor forsøge sig som Visedigtere, og snart mylrede
et Utal af Visebøger frem; ikke blot havde hver Klub sin specielle, men
ogsaa ved Familiesammenkomster, hvor man efterAftensmaden blev siddende
sammen »i Bunterad« om den rygende Bolle, maatte Sang løfte paa Stem
ningen. Disse Sange blev vel i Regelen udført unisono, men ikke sjældent
foredroges de af et eller andet særlig musikalsk Medlem af Selskabet,
ofte til Akkompagnement af Tidens yndede Instrumenter Guitaren eller
Harpen, og det øvrige Selskab sang da Omkvæd eller Repetitionerne af
Visens sidste Linier. Hvor der var noget storre musikalsk Sans, blev
dette ofte udført trestemmigt; flere af Visebøgerne er ledsaget af Noder.
I mange af disse Selskaber udgjorde — siden det forste Forsøg var
gjort 1778 i Dreiers Klub — Musikken den væsentligste Del af den
selskabelige Underholdning, ja det blev efterhaanden til, at alle anstændige
Klubber maatte have deres Koncert en Gang om Ugen eller i det mindste