205 / 209
A N M E L D E L S E R
mindre årsag til, at idyllen har kunnet bevares så nogenlunde til vore dage.
Det er i sig selv noget af en begivenhed.
Det er typisk for Steffen Linvald som forfatter, at han kan komme frem
med mange morsomme gamle beskrivelser. Det vidner om hans belæsthed og be
herskelse af stoffet, der med hensyn til Frederiksberg er meget stort. Mangen
historiker ville løbe vild, men han manøvrerer med sikkerhed, og han forstår
at vælge og vrage, hvad der er en kunst for sig.
Johannes Lehmann.
Herluf K rabbe: Kastellet gennem 300 år. Kbhvn. 1964. 3 1 3 s. ill.
Den 28. oktober 1964 fejrede Kastellet sit 300-års jubilæum med pomp og
pragt - festgudstjeneste, mindepladeafsløring og foredrag samt med udgivelsen
af ovennævnte bogværk.
Da oberstløjtnant Krabbe fortalte mig, at han ville skrive en bog om K a
stellets historie, tænkte jeg uvilkårligt: »Hvordan vil han klare den sag; den
flittige historiker Victor Krohn har jo allerede beskrevet alt fra kirken til
vandpumperne?« Men oberstløjtnant Krabbe har forstået at give en både
militærhistorisk og kulturhistorisk skildring af Kastellet gennem tiderne, så
enhver med udbytte kan læse bogen.
Det første kapitel om Kastellets vold er måske vanskeligst at følge for en
uindviet, idet alle udenværkerne nu er borte, men så må man glæde sig over,
at det er lykkedes at restaurere de tilbageværende volde således, at ingen er
i tvivl om, at man står over for et stort fæstningsværk.
Enhver historisk forfatter må misunde oberstløjtnanten, at han ikke har
måttet skele til det økonomiske, men har kunnet bringe et væld af fortrin
lige billeder. Da der nu er ødslet med billedstoffet, kunne man måske have
ønsket sig lidt flere plantegninger, således er beskrivelsen af fængselsbygningen
bag kirken svær at følge uden plantegning.
Intet andet dansk bygværk har som Kastellet huset så farverige personlig
heder: militærpersoner af høj kvalitet, fangne feltherrer, præster, bageri
entreprenører, fornemme statsfanger, usle slaver
m.fl. Alle disse personer og
det militære milieu har forfatteren forstået at skildre, så alt træder lyslevende
frem.
Som et helt nyt emne behandles Kastellets malere, og man fornemmer her
oberstløjtnantens nære slægtskab med malerkunsten. Den eneste nulevende
kastelmaler - Per Sonne - omtales, men det havde været ønskeligt, om der
blandt alle de ældre genremalerier var vist et af hans gode billeder af Konge
porten.
Også saneringen af Kastellet har sit kapitel, og man må her glæde sig over
2 0 5