206 / 209
A N M E L D E L S E R
den fortrinlige måde, hvorpå Forsvarets Bygningstjenestes Nordsjællandske
Bygningsdistrikt og dets arkitekter har formået at bevare det gamle, men
samtidig har skabt gode og smukke arbejdsforhold for stabe og beboere. Se
blot billedet af kommandantens smukke dagligstue.
Jeg kan på det varmeste anbefale at læse bogen og opfordrer til at aflægge
Kastellet et besøg.
L . Sabroe.
John F.
Ek.va.ll:Mennesker i en bydel. Skæbner og skikkelser i Vesterbros
historie. Kbhvn. 1964. y6 s. ill.
I efteråret 1964 kunne Vesterbro fejre sit 350-års jubilæum, hvilket gav an
ledning til en del festivitas. Bl.a. udsendte ingeniør John F. Ekvall på Danske
skribenters Forlag et lille skrift »Mennesker i en bydel«, med undertitlen
»Skæbner og skikkelser i Vesterbros historie«.
Arbejderkvartererne Nørrebro og Vesterbro er endnu forholdsvis uopdyrkede
områder indenfor Københavnshistorien, og der ligger givetvis her et stort og
spændende stof og venter på at blive taget op til behandling. At det ikke har
været hensigten med ovennævnte bog at afhjælpe savnet af et historisk værk
om Vesterbro, fremgår imidlertid allerede af titlen.
Forfatteren opregner med nidkærhed de mange mere eller mindre pro
minente personer, der i tidens løb har kastet glans over bydelen ved at bo der.
Men alt i alt bliver det kun til en overfladisk gennemgang og nogle vel
menende almindeligheder.
Jeppe Rasmussen.
C. E. F. Weyses Breve I-II. Udgivet af Sven Lunn og Erik Reitzel-Nielsen
for Det danske Sprog- og Litteraturselskab. Kbhvn. 1964. I alt 922 s. ill.
I 1789, da C. E. F. Weyse var 15 år gammel, foretog han sit livs længste
rejse: fra fødebyen Altona til København. Her slog han rod, og herfra vovede
han sig kun undtagelsesvis længere væk end til Roskilde. Det var en rejse på
tre å tre en halv time med dagvognen, der udgik fra Knirschs gæstgiveri (Hotel
d’Angleterre), og som ikke var fri for lopper.
Fra 1825 til sin død i 1842 boede Weyse på anden sal i Kronprinsessegade
36 (daværende nr. 399). Hovedparten af hans bevarede breve er skrevet her.
De stammer fra hans fire sidste år og er rettet til hans nygifte plejesøn, cand.
theol. Ferdinand Schauenburg Muller, der i 1839 var blevet kantor og infor
mator ved Vallø stift. Med ham brev-sludrede Weyse i ziirlig stil ca. to gange
206