208 / 209
A N M E L D E L S E R
af Gothersgade og Nørrevold ry for at være en ren sundhedsbrønd, hvorfor
tyende med spande gerne kunne komme til at stå i kø foran den i timevis.
I en billet fra december 1841 beder Weyse sin vikar som organist ved
Frue Kirke, N. W. Gade, spille ved et juleaftensbryllup kl. 6, da Weyse selv
skal spise kl. 4,30 hos admiral P. F. Wulff, og han tvivler på, at han kan nå til
ende med middagen, »eller idetmindste faae Gaffe tillivs«, hvis han skal ile til
tjeneste fra Esplanaden til Frue, »ovenikjøbet i Magistrats-Maaneskin« —
hvilket ifølge noterne var den populære betegnelse for buldermørke gader. Thi
foruden at spare al gadebelysning i de nogenlunde lyse nætter (1. m aj-i. sept.)
undlod myndighederne konsekvent og uden hensyn til skydannelser også at
tænde byens lygter de nætter, hvor månen ifølge kalenderen burde skinne
og således give gratis lys. »Præsumptivt Maaneskin« kaldtes det officielt.
Weyse holdt af de substantielle middage, der blev serveret i de store køben
havnske hjem, han kendte fra sin ungdom. Han var en underholdende gæst,
der gerne takkede for de 10 -12 solide retter med dertil hørende vine ved efter
måltidet at fantasere på fortepianoet. I brevene opregner han omhyggeligt de
imponerende menuer, men undlader ikke at bemærke, når han f.eks. har
savnet løg til caviaren, trøfler i postejen eller timian i flødesaucen. Sligt op
tager ham mere, end hvem der var til stede, og hvad der blev talt om. Hans
livretter var ægte skildpaddesuppe og Fladstrands-østers. De var ikke så salte
i smagen som de franske og kostede i februar 1840 syv rigsbankdaler for 100.
M in eneste indvending mod noterne er, at en rigsbankdalers købekraft ikke
er præciseret — ligesom min eneste indvending mod udgaven som helhed er,
at den mangler en sammenfattende indledning. Nu må læseren selv samle de
mange små træk sammen og deraf lægge mosaikken.
Henrik Neiiendam.
208
KØBENHAVNS KOMMUNES
BIBLIOTEKER