90 / 133
vate Selskaber. Samtlige de danske Søforsikringsselskaber med Støtte af de danske
Genforsikringsselskaber enedes derfor om en vis indbyrdes Reassurance af saadanne
Krigsforsikringer. Takket være denne Ordning, som senere yderligere blev udbygget
ved nordisk Udveksling, blev det stort set muligt at tilfredsstille Begæret efter saadan
Krigsforsikring, som „Dansk Krigs-Søforsikring for Varer“ var forhindret i at overtage.
Samtidig med at de danske Søassurandører ved Oprettelsen af de to danske Krigs-
forsikrings-Instituter var blevet aflastet paa det hjemlige Marked, var de udenlandske
Sø-Genforsikringskontrakter paa lignende Maade blevet stærkt aflastet for den farlige
Krigsforsikring, ved at der i de fleste Lande var blevet truffet Foranstaltninger til
Dækning af denne Risiko paa national Basis. Selv om Baltica som et Led i Aftalerne
om en Aflastning sammen med andre danske Selskaber havde overtaget en vis Krigs
forsikring fra de nordiske Selskaber, til Dels kun vedrørende Krigsudbrudsperioden,
var disse Aftaler dog i ingen Henseende af den Karakter, at de vilde kunne paaføre
Baltica alvorlige Tab. Baltica’s samlede Tab i 1939 som Følge af Krigsskader under
de løbende Kontrakter blev derfor kun beskedent.
Om end Krigsrisiko saaledes er udelukket fra de almindelige Søforsikringspolicer
paa Varer og Kasko, blev Søforsikringsvirksomheden dog ogsaa stærkt paavirket af
Krigssituationen.
Udfra de under Verdenskrigen indhøstede Erfaringer maatte Assurandørerne
regne med, at Sejlads i Krigstid —bortset fra selve Krigsfaren —baade er vanskeligere
og farligere end under Fredsforhold, og være forberedt paa, at mange Skader af ekstra
ordinær Karakter vilde falde Søassurandørerne til Last. Forholdene var yderligere
vanskeliggjort ved, at de som Følge af Oprustningen stærkt øgede Reparationspriser
i Løbet af Krigens første fire Maaneder yderligere steg med over 35% uden Sikkerhed
for, at en ny Prisstigning ikke snart vilde følge efter. Hertil kom, at det nye Aar bragte
en Isvinter af usædvanlig Strenghed, som uvægerlig maatte bringe Søassurandørerne
alvorlige Tab.
De Beløb, hvortil danske Skibe efter„ Institutet“s Betingelser kunde krigsforsikres,
var afhængig af Søforsikringsværdierne, og da Skibenes Værdi — særlig for den ældre
Tonnage — var stærkt øget, bragte navnlig Krigens første Maaneder et livligt Begær
efter yderligere Søforsikringsdækning. Denne fandt hovedsagelig Sted i Form af for
højede Kaskotakster, hvorved Søassurandørerne opnaaede en midlertidig Lettelse i
deres vanskelige Stilling, men en almindelig Stigning i Kaskopræmierne var uund-
gaaelig ved Forsikringernes Fornyelse.
Hvorvidt de tilsyneladende saa betydelige Takst- og Præmieforhøjelser vilde have