10 / 439
3
liggørelse i Hjerterne og dermed i det daglige Liv, men som
navnlig tog Sigte paa at udbrede levende Kristendom i Folkets
store Masse ved at vække de sovende og samle de troende
til Samfundsliv. Og idet den her i København kom til
at staa over for hin Bevægelse, her, hvor Gennembrudets Mænd
havde deres Lejr og fornemste Tilslutning, maatte den forme
sig til Arbejde for, at ogsaa vi kunde faa vore Lejre, Kirker
med levende Menigheder rundt om paa Stadens Enemærker.
Saaledes førte baade indre og ydre Forhold til Rejsningen
af den københavnske Kirkesag. Og da Myndighederne endnu
lod til hverken at kunne høre eller se — det var i Sandhed
stumme Guder —, hlev den rejst af Kvinder og Mænd af
Menighedens Midte, og derved maatte den komme ind paa
smaa Kirker med smaa Sogne, rettere Distrikter, thi de kunde
jo umuligt magte store. Saa rejste sig de smaa Kirker i
den ydre By, og livskraftige Menigheder blomstrede op paa
øde Vange.
Dette skyldtes den Virksomhed, der udfoldedes af det i
1890 af en Kreds af Kristne nedsatte Lægmandsudvalg for
Kirkesagens Fremme i København i Forbindelse med den
tidligere af Kvinder stiftede Forening til Opførelse af smaa
Kirker. Virksomheden hæmmedes imidlertid ved, at der
efter indgiven Adresse omsider af Ministeriet blev nedsat
en Kirkekommission, idet man maatte frygte for at foregribe
dennes Arbejde. Kommissionen, der bestod af fremragende
Mænd af forskellige Retninger, der havde Menighedens fulde
Tillid, afgav allerede efter 16 Maaneders Forløb en udførlig
Betænkning, hvorefter der som bekendt ved Statens, Kom
munens og Sognemenighedernes forenede Kræfter skulde bygges
8 Kirker i Løbet af 5 Aar. Forslaget var efter Forholdene
højst moderat, og det lykkedes ogsaa at erhverve Kom
munens Tilslutning, men ikke Statens. Borgmester, Konfe-
rensraad Hansen, som havde været Medlem af Kommissionen,
skrev dengang derom, at, om Ordningen lod sig gennemføre,
vilde afhænge af Regeringens Styrke, Rigsdagens Velvillie og
Gejstlighedens og Menighedens Sammenhold. I sidstnævnte
Retning skortede det vistnok ikke, Rigsdagens Mening blev
ikke udtalt, thi Sagen var kun til en første Behandling i Lands-