Previous Page  10 / 439 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 10 / 439 Next Page
Page Background

3

liggørelse i Hjerterne og dermed i det daglige Liv, men som

navnlig tog Sigte paa at udbrede levende Kristendom i Folkets

store Masse ved at vække de sovende og samle de troende

til Samfundsliv. Og idet den her i København kom til

at staa over for hin Bevægelse, her, hvor Gennembrudets Mænd

havde deres Lejr og fornemste Tilslutning, maatte den forme

sig til Arbejde for, at ogsaa vi kunde faa vore Lejre, Kirker

med levende Menigheder rundt om paa Stadens Enemærker.

Saaledes førte baade indre og ydre Forhold til Rejsningen

af den københavnske Kirkesag. Og da Myndighederne endnu

lod til hverken at kunne høre eller se — det var i Sandhed

stumme Guder —, hlev den rejst af Kvinder og Mænd af

Menighedens Midte, og derved maatte den komme ind paa

smaa Kirker med smaa Sogne, rettere Distrikter, thi de kunde

jo umuligt magte store. Saa rejste sig de smaa Kirker i

den ydre By, og livskraftige Menigheder blomstrede op paa

øde Vange.

Dette skyldtes den Virksomhed, der udfoldedes af det i

1890 af en Kreds af Kristne nedsatte Lægmandsudvalg for

Kirkesagens Fremme i København i Forbindelse med den

tidligere af Kvinder stiftede Forening til Opførelse af smaa

Kirker. Virksomheden hæmmedes imidlertid ved, at der

efter indgiven Adresse omsider af Ministeriet blev nedsat

en Kirkekommission, idet man maatte frygte for at foregribe

dennes Arbejde. Kommissionen, der bestod af fremragende

Mænd af forskellige Retninger, der havde Menighedens fulde

Tillid, afgav allerede efter 16 Maaneders Forløb en udførlig

Betænkning, hvorefter der som bekendt ved Statens, Kom­

munens og Sognemenighedernes forenede Kræfter skulde bygges

8 Kirker i Løbet af 5 Aar. Forslaget var efter Forholdene

højst moderat, og det lykkedes ogsaa at erhverve Kom­

munens Tilslutning, men ikke Statens. Borgmester, Konfe-

rensraad Hansen, som havde været Medlem af Kommissionen,

skrev dengang derom, at, om Ordningen lod sig gennemføre,

vilde afhænge af Regeringens Styrke, Rigsdagens Velvillie og

Gejstlighedens og Menighedens Sammenhold. I sidstnævnte

Retning skortede det vistnok ikke, Rigsdagens Mening blev

ikke udtalt, thi Sagen var kun til en første Behandling i Lands-