223 / 439
215
Opfordring til et Strøg af Byen, der næ rmest kunde komme til at
nyde godt af den nye Sognekirke, da det er en Selvfølge, at
Sogneskellet ikke er og ikke kan være skarpt begrænset i en stor
By, saa a t, selv om man kunde paapege det S ted, hvor Kirken
helst m aatte bygges, vilde det dog være umuligt at udsondre de
Familier, der muligvis vilde komme til at høre til den; ikke at
tale om, at det maa betragtes som et aandeligt Gode for den hele
By, at den er tilstrækkeligt forsynet med P ræ ster, da alle Sogne
maa lide derunder, n aar deres P ræ ster aandeligt sløves og træ ttes
af de daglige Forretningers Mængde.
Lad os se hen til andre Plovedstæders Eksempel, da det ikke
kan være and et, end at den stedse stigende Folkemængde ogsaa
paa andre S teder maa have frembragt lignend^ Misforhold. Det
gælder navnlig det nyere Europas Kæmpeby London; men heller
ingen S teder h ar Befolkningen udfoldet saa storartede materielle
og aandelige K ræ fter for at raade Bod herpaa, og man ser derfor
i denne By saa vel som i andre folkerige Egne af Landet den ene
nye Kirke rejse sig efter den anden. I Berlin har man i de sidste
10 Aar, om end efter en mindre Maalestok, trolig stræbt at følge
Englands Eksempel, saa det var paa Tide, om ogsaa i København
Opmærksomheden blev henledet paa denne Sag.
Men er det ogsaa for Ø jeblikket betimeligt at bringe den paa
Bane? Det er et Spørgsmaal, man gerne møder, og Svaret ligger
næ r, ved at pege hen paa den Mængde nye Bygninger, der i de
seneste Aar have rejst sig alle Vegne, især paa Broerne. Man
kunde hertil føje nogle almindelige Betragtninger. Ofte er Ønsket
udtalt om en formel Organisation af den danske Folkekirke. Lad
det da vise sig ved en saadan Lejlighed, at der i Sandhed rører
sig et kirkeligt Liv i Folket. Det er kun ildespaaende Varsler, naar
vi se det ærværdige Nikolaj T aarn med sine majestæ tiske Former
knejse mellem Nutidens propre Slagterboder, og efter Sigende skal
Frederiks-K irkens pragtfulde Begyndelse snart vige Pladsen for et
Tivoli eller andet Forlystelsessted. Det er derfor paa Tide, at vi
faa et øjensynligt Bevis paa, at der endnu er Mænd i Landet, der
i oprigtig Hengivenhed til Fædrenes Tro have H jerte til at fort
sæ tte Fædrenes fromme Gerninger. Ogsaa fra en anden Side maa
Øjeblikket vise sig som betimeligt. Ingen Sinde har Danmark mod
taget klarere V idnesbyrd om den himmelske Herres naadige Be-
skæ rmelse end i de nys forløbne Aar, da hans Almagts Haand
opretholdt Folk og Rige m idt i den alle Vegne fra truende Fare.
Nu er T rængselen forvunden, og Fredens Velsignelser udbrede sig
atter over L andet; men endnu ere Angstens Rystelser i frisk Minde,
og hvorledes kan det danske Folk paa en værdigere Maade vise
sin Skønsomhed og T ak end ved at hygge Huse til Guds Ære!