425 / 439
387
uafhængige af den, saa vi ikke blive et Bytte for den kulturelle
Udvikling, men saaledes, at denne bliver os til Tjeneste.
Derfor ændre vi Spørgsmaalet. Hvad vi mest begære et
godt Svar paa, bliver dette: er der Haab om, at det kristne
Trosliv i Menigheden vil blive fornyet i Renbed og Kraft, at
det bellige Aandsliv i de sande Kristne vil rejses og udvikle
sig saaledes, at en Fornyelse i Sundhed og Kraft derfra kan
strømme ud i Folkelivet?
Og Herren være lovet og priset: de nu svundne Aar give
Løfter for de kommende! Gudslivet i Menigheden bar rejst sig
med Styrke og har med Nidkærhed og stor Offervillighed taget
den ene Opgave op efter den anden. Det vildfarne bliver op
søgt, det syge plejet, og det døde opvækkes til aandeligt Liv.
Dog er der endnu hele Egne af Landet, hvor aandelig Død og
Mørke ligger over alt Folket. Og værst staar det i saa Hen
seende til med Hovedstadens store Folkemængde, de rige som
de fattige. Men har Kii'ken her paa mange Maader staaet for
sagt og afmægtig, lover Kirkesagen nu bedre Tider. Ingensinde
siden Reformationen har Ugudelighed og Usædelighed teet sig
saa frækt og grebet saa mægtigt om sig i store Befolkningslag.
Ingensinde har Kirken været stillet for saa svær en Opgave: at
tilbageerobre disse tusindtalrige Skarer, der rives med, betagne
og bedaarede af Verdenslivets udvortes Herlighed og Glans.
Ingensinde har Kirken været stillet saa fattig, naar man vil
tælle Kirker og Præster og se paa hele den kirkelige Organi
sation her i Hovedstaden. Men er Opgaven stor, maa det med
Tak til Gud siges, at Menigheden har taget den med megen
Kærlighed og Alvor, og Kirkesagen, der begyndte som et lille
Frøkorn, er bleven som det Træ, der er plantet ved Vand
bækkene, hvilket giver sin Frugt i sin Tid.
Endnu er der store Dele af Kirkefolket, som ikke forstaar
den, ikke elsker den. Og dog er den bleven den Sag, som
samler den største Sum af Gaver, større end Menighedens andre
Gerninger. Og det er ikke at undres paa, efterdi denne Opgave
mere centralt er en Livsopgave for Kirken. Her gælder det
ikke en Sideopgave eller en speciel Interesse. Det gælder
Kirken selv, dens Stilling og Fremtid paa dens farligste Post.
Lykkes det her for Kirken at bryde den onde Verdensaands
Magt over Folket og bøje Hjerterne hen mod Lyset og Livet,