432 / 439
394
Grund i Saxogade Nr. 13, besluttede den Komite, som indsamler
Midlerne dertil, og som nu har samlet c. 90,000 Ivr., at Grund
stenen til den nye Kirke skulde nedlægges den 8. December. I
det mest straalende Solskinsvejr samledes den nævnte Dag en
stor Skare, hvoriblandt adskillige Repræsentanter baade for
Giverne og forskellige Autoriteter samt en Mængde Præster med
Sjællands Biskop i Spidsen, og Sognepræsten for St. Matthæus
Sogn, Provst Th. Levinsen, nedlagde da Grundstenen i den
treenige Guds Navn og holdt ved denne Lejlighed følgende Tale:
Naar det er overdraget mig at nedlægge Grundstenen til den
Kirke, som paatænkes opført her, da er det ikke, fordi jeg har
været med til det forberedende Arbejde ved at indsamle Bidrag
og erhverve denne Kirkeplads: tvertiinod er dette forberedende
Arbejde foregaaet aldeles uafhængigt af mig; men det er som
Sognets Præst, der skal modtage en Gave, som skænkes hans
Sogn. Derfor er det heller ikke andet end naturligt, at jeg først
paa St. Matthæus SognsVegne retter en Tak til de Mænd, som
har sat sig for at tilvejebringeen saadan Gave til os. Men da
er jeg overbevist om, at disse med mig ere enige om, at Tak
ken bør gaa videre, til Herren vor Gud. Vi læse i sidste Ka
pitel af 1. Krønk. en Beretning om, at Kong David paa sine
gamle Dage samlede Israels Øverster om sig og fortalte dem
om Herrens Tempel, som han havde tænkt at opbygge, men
Herren havde sagt, at først han Søn skulde opbygge det, —
fortalte dem om, at nuhavde han samlet sammen til at forbe
rede dette Guds Hus, og nu opfordrede han dem: „hvo er vil
lig til at fylde sin Haand i Dag for Herren?“ Og da gav Is
raels Øverster frivillig store Gaver til Herrens Hus's Opførelse.
Og Folket var glad ved, at de gav frivillig, thi de gav Herren
af et retskaffent Hjerte, frivillig. Og David sagde: „Lovet være
du, Herre, Jakobs vor Faders Gud, fra Evighed til Evighed!
— — — Thi hvad er jeg, og hvad er mit Folk, at vi skulle
have Kraft til at give frivillig, som det her er sket? Thi det
er alt af dig, og af din
Haand have vi givet dig det.“ Se,det
skønne i den gamle Beretning er jo ikke blot det, at de
gavfri
villig, men det er fremfor alt dette, at de saa lovede Gud og
gav ham Æren derfor, idet de erkendte, at det var af Guds
Haand, at de havde givet. De erkendte ikke blot, at hvad vi
Mennesker have, er af Guds Haand, er skænket os af ham, og