433 / 439
395
at derfor bør det ogsaa bruges til Fremme for hans Værk. Nej,
de erkendte ogsaa, at naar de nu gav frivillig, saa var ogsaa
denne Frivillighed en Guds Gave til dem, thi af sig selv havde
de ikke det Sind, men han havde opvakt det i dem. Ja, de
erkendte ogsaa, at dette Sind var en Guds Gave til dem ogsaa
i den Forstand, at de følte sig selv glade ved at give frivillig,
— følte, at de ikke blot gav, men selv fik ved at give. Det
er det Sind, som vil besjæle alle sande Givere, og som skal
bringe os til at istemme et: „Lovet være du, Herre!“
„De gav frivillig.“ Dette Ord er jo blevet som en Over
skrift over Kirkesagen i København. Det kunde synes natur
ligere, at naar man vil have en Folkekirke, saa maa ogsaa Stat
og Kommune give de dertil fornødne Midler. Men da dette nu
ikke sker, saa — ja saa ere vi derigennem bievne førte tilbage
til det, som er det oprindelige. Ja, netop det oprindelige, thi
det var ikke først ved Forberedelsen til Salomons Tempel, at
den frivillige Given kom i Brug. Nej, allerede da Tabernaklet
skulde indrettes, læse vi 2. Mosebog 35, at Moses sagde til Is
raels Børns Menighed: „Tager, af hvad Eder tilhører, en Offer
gave til Herren: hvo, som er villig af sit Hjerte, skal frem
føre den.“ Og hver Mand og Kvinde af Israels Børn, hvem
deres Hjerte drev til frivilligt at bringe noget til den Gerning,
som Herren ved Moses havde befalet at udføre, bragte en fri
villig Gave til Herren. — Nu ere vi tvungne tilbage til dette
Frivillighedens Princip. Og lovet være Herren, som saa ogsaa
leder Menneskehjerter til denne frivillige Given. Maatte det
Sind kendes mere og mere iblandt os. Maatte det blive hørt
ogsaa i Dag, det Ord: „hvo er villig til at fylde sin Haand i
Dag for Herren.“
Thi endnu trænges til mange store Offergaver til Herrens
Tjeneste, at den maa sættes ret paa Fode iblandt os. Ja, alene
til denne Kirkes Opførelse og Drift trænges der endnu til mange
og store Offergaver. Og det er mig en Samvittighedssag her
at sige, hvad jeg har sagt før, at efter min Overbevisning vil
der dertil udkræves langt mere end den paatænkte Sum. Saa
læser vi i Luk. 13, 28—30 et Ord af Jesus: „Hvo iblandt
eder, som vil bygge et Taarn, sidder ikke først og beregner Be
kostningen, om han har, hvad der hører til at fuldføre det med,
at ikke, naar han han faar lagt Grundvold og ej kan fuldende