25 / 218
2 2
S Ø K A D E T T E N
tajner Soleil og Moras. Med Vanskelighed vedligeholdtes Rolighe
den mellem Mandskabet, og Lieutenanterne Holsten og Falsen næg
tede at tjene under de franske Skibschefer. De fængslede danske
Chefer førtes 18. Febr. under Vagt til Rensborg, hvortil de kom
¡7. Marts; Frederik den Sjette maatte af Hensyn til sin Forbunds
fælle Kejseren lade dem holde i Fæstningsarrest her i en Maaned;
de to Lieutenanter kaldtes hjem og fik ligeledes lidt Arrest i Kø
benhavns Citadel.
Zahrtmann sluttede sig nær i Venskab til sin Fælle Gerner Snee-
dorff, Søn af Kadetakademiets Chef H. C. Sneedorff, som 4. Juli
1808 havde sendt denne et Brev, hvori stod skrevet: „Det glæder
mig, at Z. er sammen med Dig paa Pultusk; hils det elskelige unge
Menneske og sig, at det glæder mig, I ere Venner, da jeg kiender
det gode Forsæt, I have tilsammen, og da jeg troer, I kunne være
hinanden til Nytte, da den Ene tildels har, hvad den Anden mangler,
og I begge ere honnete ærlige Gutter.“ De forviklede Forhold tog
Z. med Koldblodighed; Opholdet paa den franske Flaade vakte hos
ham stærk Lyst til fortsat at kunne tjene under Napoleon, hvem han
kaarede til sin Helt. Helt anden Virkning havde de hos den unge
Sneedorff, hvem Faderen 18. Febr. 1809 fra Søkadetakademiet
maatte alvorligt formane: „Jeg blev uendelig glad ved at erfare, at
Du har taget det rigtige Partie sammen med Fasting og Stephan-
sen og de øvrige Officerer, nemlig at lyde. Det er en Militairs før
ste Pligt . .. Du kunde have vaklet; især frygtede jeg derfor efter
Dit Udtryk: Den danske Marine kan ikke taale at staae under fran
ske Chefer. — Bedste Gerner, dette er en farlig, høist urigtig Sæt
ning . . . . Jeg haaber, at Admiral Mi,ssiessys og Capitain Moras’s
skiønne og ædle Adfærd vil blive paaskiønnet, saa at de danske
Officierer vil elske dem. Naar ædle Mennesker holde sammen, maae
de mindre gode tilsidst tabe“ (H. C. Sneedorffs Breve, Christiania
1899, S. 11,32 ).
ROSENWINGES BREVE T IL PROVST ZAHRTMANN
1809,
19.
Marts. Rensborg.
— Gode Her Provst Zahrtmann!
Formodentlig kiender De alt Baron Holstens og min uheldig Skiebne
i fransk Tieneste, som altsaa her er overflødig at anføre, — som
Gud være lovet ey er nogen ærerørende Sag, — imidlertid behand
lede man os, saa vel i Antverpens Citadelle som paa Veyen til Al-
tona, med Gens d’armer, som om vi havde været Lands Lorædre. —
Imidlertid kan jeg med Glæde tilmelde Dem, at vores Handling er
anderledes dømt af vores milde Konge; thi saa snart vi ankom her,
gav man os Frihed at gaae over alt, dog inden for Fæstningens Volde,
— vores gode Konge kan ey andet end handle efter den ulykkelige
Poletik; — nu først i et helt Aar kan jeg sige at være i got Humør.
Jeg beklager høyligen vores afløsere Comd. Capit. v. Dockum og
Berger samt de øvrige Offic., der bliver tilbage. De ved formo