288 / 299
A. F A L M E R - N I E L S E N
lagt udfra den dengang stående diskussion mellem arkitektonisk
og landskabelig stil. Derimod blev de kirkelige traditioner kun i
ringe grad draget ind i overvejelserne. Det kom dog ret snart til
at stå klart, at landskabelig havekunst i parker og haver var een
ting, anlæg af kirkegårde noget ganske andet. Det væsentligste ud
bytte af drøftelserne om problemet landskabelig karakter kom på
Vestre kirkegård nærmest til at bestå i, at man foretog en rigelig
beplantning af anlægget.
De store hovedalleer blev færdselsårer, der førte de besøgende
rundt til gravstedsafdelingerne. De kom med deres faste form til
at virke samlende og orienterende på det store areal, medens de
landskabeligt tænkte beplantninger og plænernes grønne rolige fla
der snart blev opdelt til lige rækker af grave i broget forskellig-
artethed.
Efter tidens smag blev kirkegården tilplantet med en mængde
forskellige træarter. Man kan næsten sige, at hver allé blev tilplan
tet med sin art, særlig træer med stærk og varierende bladfarve og
blomster synes at være foretrukket. Mange af disse alleer er imid
lertid blevet ryddet i årenes løb for at skaffe lys og luft til gravene.
I 1907 begyndte man at plante hele kvarterer til med stedse
grønne træer imellem hvilke der lagdes gravsteder. Disse kvarterer
med store »rigmandsgrave«, der særligt anlagdes i kirkegårdens
nordlige halvdel omkring det store Nordre kapel, kom til at præge
Vestre kirkegård meget. Kirkegården fik derigennem ry for at
fremtræde smuk og grøn, også i vintermånederne.
I årene mellem de to verdenskrige foretoges der en meget tæt
belægning af gravstedsarealerne, og man måtte for at skaffe begra
velsesplads rydde mange smukke træer og buske, så man næsten
kunne tale om en rovdrift på kirkegårdsanlægget. Nævnes skal også
de strenge isvintre i i g ^ ’rne under 2. verdenskrig, hvor store par
tier af stedsegrønne hække og beplantninger led kuldedøden, og
66