69 / 299
K Ø B E N H A V N E R L I V O M K R I N G 1 8 0 0
meget frygtede for hendes Liv, og de kjære Herrnhuther glemte
ikke at passe denne Omstændighed ind i deres Kram og at fore
stille Datteren, at det var en Guds Straf over hende, som hun
havde fortient for sin Ulydighed og Selvraadighed. Men ogsaa
disse sidste Demonstrationer frugtede ikke, og saa lod man det
bero med at plage Datteren, idet Mindste erindrer jeg ikke at hun
har omtalt senere Bestræbelser, tvertimod blev efter at Moderen
var kommet sig Indvilgelsen til Giftermaalet givet, og først nok da
har det formelige Frieri og Anholdelsen om Datterens Haand
funden Sted. Dette maae jeg i det mindste antage og erindrer jeg
at min salig Fader har fortalt mig, at den eneste Gang han i sit hele
Liv havde været paa en Vinkjelder var den Dag han friede, og at
han der havde gjort sig tilgode med et Glas Rihnskvin.
De egenlige Forlovelsesdage have neppe været mange, og den
5 Mai 1774 stod Bryllupet, uagtet at Bruden imidlertid var bleven
anfalden af en Koldfeber og paa selve Bryllupsdagen havde et
stærkt Anfald. Men derved blev det og Feberen melde sig ikke
siden og ligesom hun senere aldrig har haft Koldfeber har heller
ikke nogen af hendes Børn været besværet af den. Det var iøvrigt
et stadseligt Bryllup, men af Brudgommens Slægt og Venner var
ingen tilstæde, uden Morbroer Prætorius og Fruen, hvorimod
Madame Karup, hans gamle Veninde og Plejemoder og hendes
Familie ikke bleve budne, skiønt hun desuagtet ikke undlod at
sende sin lille Brudegave. Min salig Fader talede ofte om at det
havde fortrudt ham at denne værdige Kone var bleven udelukket.
De unge Folk flyttede hen til en Lejlighed ved Nybørs,32 som
altsaa laae beqvemt mellem de Gamles Bolig og Kamret,33 og
efter Datidens Skik blev denne Ledighed ret zirligt meubleret, end-
skjøndt de gamle Meubler, som jeg i min Barndom har seet og
som forskrive sig fra den Tid, hverken vare smagfulde eller egen
lig Kostbare, men i de Dage havde Man ikke store Fordringer,
5
*
6 7