292 / 709
284
BRAN I)FORSIKRINGEN 1795—1807
lede Udgift alligevel overstige de 2 Mill. m e d 98631 R d ., som v a r stillet
til R&adighed. K omm ission en lod det sta a h en , om K ancelliet vilde
anbefale Kongen at forøge T ilsk u d d e t eller fo re tra k en y d e rlig e re A fk o rt
n ing p a a 5% ..
Med U d a rb e jd e lsen a f d en n e Ind stilling sk u ld e m a n h av e tro e t E r-
statn ing sspo rg sm aalet endelig afg jo rt. Saaledes kom d et dog ikke til at
gaa. D anske K ancelli kastede nu sit L od i V æ g tsk aa len 1) og søgte u d en
H ensyn til de G run d sæ tn in g e r, som fo r læ ng st ved d en kgl. R eso lu tion
v a r b leven godk end t, at faa fastsat et h e lt ny t G ru n d lag for E rs ta tn in
g ern es Fastsæ ttelse og Udbetaling.
A arsagen v a r i første Ræ kk e ju rid is k e B etæ nk eligh ed er. Den n ed
satte K omm ission havde, som om talt, i sæ rlig G rad v a re tag e t de In te r
esser, som re p ræ sen te re d e s a f H u seje re, hvis E je n d om m e v a r fu ld stæ n
dig ødelagt, m en d e rim o d i lang t m in d re G rad sø rget fo r E rs ta tn in g af
P a rtia lsk ad e rn e . M edens de fø rste k u n d e v en te G odtgørelse fo r om tre n t
8 0% a f deres T ab , v ilde d e r fo r alle de sidste, som i selve Iv jøbenhavn
v a r v u rd e re t til 320468 Rd. og u d e n fo r P o rte n e til 87 806 R d., k u n
blive udb etalt 26152 og 29188 Rd. eller h en h o ld sv is 8% og 337 4% .
K ancelliet und ersøg te nu slet ikke de F o rh o ld , som talte for d enn e
O rdn ing , m en u n d e rstreg ed e alene det F a k tum , at E je rn e a f de b e sk a
digede Rygn inger u tv iv lsom t vilde føle sig i hø jeste G rad b rø s th o ld n e ,
og g jo rd e d e re fte r red e fo r de Fø lge r, M isfo rnø jelsen k u n d e m ed fø re.
F a re n tru ed e fra K jøb enh avn s p a rtie i-b ra n d lid te H u seje re og h avd e sin
G ru n d i det tv iv lsomm e S pø rg sm aal om B ran d fo rs ik rin g en s E rsta tn in g s
pligt. V ar nem lig de p aagæ ldende In te re s s e n te r m isfo rn ø je t m ed den
Godtgørelse, som blev dem tilstaaet, k u n d e m a n ikke h in d re dem i at
stille Krav til deres B ran d fo rsik rin g og ev e n tu e lt lade dem p rø v e ved
Dom sto lene. Da ingen v idste, hvo rled e s disses K endelse v ilde falde ud,
— K ancelliet v a r næ rm e st tilbøjelig til at tro , de b lev g o d k en d t — ,
v a r det i hø jeste G rad farligt og tillige up a ssend e ved en kongelig Re
so lu tion at give de b ra n d lid te en m in d re E rs ta tn in g en d d en , de k u n d e
haabe at opn aa ved en Retssag. Af disse G ru n d e fra ra a d e d e K ancelliet
p a a det bestem teste at stadfæ ste de fo reslaaede P rin c ip e r fo r E rs ta tn in
gernes F astsæ ttelse og F o rd e lin g og frem satte i S tedet fo r et helt ny t
Forslag. D e rm ed begyndte F o rh a n d lin g e rn e s tred je S tad ium , som tik
sin K a rak te r ved K ancelliets F o rsøg p a a at fo rdele B y rd en m ellem S tat
og B rand fo rsik ring .
F ø rs t undersøg te K ancelliet de skad e lid tes Adkom st til E rsta tn in g
og klassificerede d em i tre forskellige G ru p p e r, b e staa en d e a f 1) E jere
af B ygninger, som v a r beliggende in d e n fo r V o ldene og fu ld stæ nd ig
ned bræ ndt, 2) E je re a f F o rstad sb y g n in g e r, som h avd e lid t to ta l eller
p a rtie l B ran d sk a d e og 3) E je re a f Huse in d en fo r Volden, d e r h avd e
lid t p a rtie l Skade, sam t .af Huse saavel in d e n fo r som u d e n fo r Volden,