390 / 640
3 7 4
Victor Krohn
jeg dog aldrig naar til Vejs Ende med, fordi Kastellets
Historie er en bundløs Guldgrube. —
Nej, gaa selv derud, helst paa en solskinsstraalende
Foraarsdag, netop naar Blomsterknopperne paa Kirke
pladsens 42 Kastanietræer har faaet tændt deres keglefor
mede Lysekroner, og Guldregnstræet i Generalens For
have staar i hele sin gyldne Pragt. Eller — jeg faar en Ide
— gaa derud, naar Soldaterforeningen fejrer sin aarlige
Jubilæumsfest, til hvilken der møder hjemsendte Soldater
fra nær og fjern og i alle Aldre fra 30 til 80 Aar blot for
at mindes Ungdommens glade Soldaterdage fra den lyk
keligste og sorgløseste Tid, hvor man fik rystet »Dren
gen« af sig og blev til Mand mellem gode Kammerater.
Paa den Dag er der Musik i Kastellet — en saare sjæl
den Vare i vor Tid — Flagene smelder fra Kommandant
boligen og Hovedvagten; Feststemningen faar Smilet og
Latteren frem, og med Foreningens Faner, dens Besty
relse og Kastellets Præst i Ornat i Spidsen, marcheres der
fra Kongeporten ad Hovedgaden til Kirkepladsen, hvor
der tages Opstilling. Her staar Bataillonsfanerne opstillet
hver med sit lille Kommando, her bydes der Velkommen,
og imedens Regimentschefen passerer Rækkerne, der er
saa snorlige, som var det Rekrutter, der havde givet Møde,
trykker han hver enkelt af de 4— 500 Mandshænder, der
med Glæde strækkes imod ham.
Saa lyder Fanemarchen — denne mærkelige Melodi,
der, lige fra jeg som Rekrut stod med præsenteret Gevær,
og indtil jeg som en 46-aarig Oversergent stod foran min
Deling med skuldret Sabel, altid har haft den samme ma
giske Virkning: en kildrende Rislen langs Rygraden og
saa noget fugtigt i Øjenkrogene — og medens alle Hove
der blottes, føres Fanerne ind i de civiles Rækker. For
denne ene Dag er alt, hvad der ellers skiller, lagt tilside,
og af fulde Lunger raabes der Hurra! for Kongen, Regi
mentet og Kastellet.