391 / 640
Kastellet Frederikshavn
3 7 5
Men nu skal vi ind i Kirken til en lille Mindegudstje
neste; thi Kastellets Regiment er i vore Dage det eneste,
der har sin egen lille Kirke. Vil Du med, saa prøv at agere
gammel Soldat, hold Dig tæt ved mig; men Pladsen er
knap, og Du maa risikere at komme til at staa op.
Naar saa alle er paa Plads, bruser det fra Orglet, som
var det en Brud, der skulde føres til Altret; men det er
ingen Brud; det er Bataillonsfanerne, der nu langsomt og
højtideligt, medens alle ærbødigt rejser sig, føres op gen
nem Kirken for at placeres foran Altret. Det er et højst
stemningsfuldt og gribende Øjeblik, og hist og her listes
der et Lommetørklæde frem for at tørre Duggen af Øjne
nes Rude. Der synges en Salme; Præsten taler maaske
om Mindernes evigt rislende Kildevæld; der behøves nem
lig ikke mange gudelige Ord; thi Vorherre er med i selve
Minderne, og det er ikke saa helt faa af de ældste, der
benytter denne Lejlighed til at opsende en Tak for, som
Livet har formet sig for dem. Saa istemmes staaende
»Kongernes Konge« baaret frem af kraftfulde Mands
stemmer, og naar Præsten har lyst Velsignelsen ud over
Forsamlingen, føres Fanerne atter ud under Orglets
Brus. —
Siden jeg lærte som Rekrut, har man jo desværre bort
amputeret Kastellets 2 østlige Bastioner, ellers vilde jeg
have indbudt Dig til en
meget
tidlig Morgentur her, før
Livets Støj og Larm begynder; jeg har prøvet det, og jeg
glemmer aldrig den Stemning, det fremkaldte; uvilkaar-
ligt lagde Ordene »Fred hviler over Land og By« sig paa
mine Læber.
Men er Du ikke Morgenmand, saa prøv at gaa Dig en
ensom og sen Aftentur langs de 3 Landbastioner, og hører
Du en kvinkelerende Nattergal, saa sæt Dig ganske stille
paa en Bænk tæt ved den; se den kan Du ikke; men Du
kan høre den, og jeg opdagede en Gang, at den havde 13
Variationer paa sit vidunderlige Fløjtespil. —