262 / 315
Selv om den saaledes trufne Ordning set med Nutidsøjne kan synes at have
været lidet betryggende med Hensyn til Installationernes Udførelse, var den
dog ikke saa ringe endda, naar Forholdene tages i Betragtning. Man maa tvært
imod sige, at Sagen har været helt godt forberedt. Det maa saaledes bemærkes,
at de nævnte 10 Installatører fik deres Autorisation allerede i Februar 18 9 1,
hvorved de fik et helt Aar til at arbejde »paa Forskud« hos de kommende
Forbrugere, saaledes at en god Del Installationer kunde staa klar til at blive
tilsluttet, naar Værket gik i Drift.
Naar man endvidere erindrer, at der, dengang Værket blev planlagt, af
officielle Forskrifter kun fandtes en justitsministeriel Bekendtgørelse (paa 6
Linier — af 3. Oktober 18 8 7 ), og at Magistraten paa Grundlag deraf havde
udstedt en ganske kortfattet Raadstueplakat (af 2. November 1887) om Ind
retning og Drift af elektriske Anlæg, da overraskes man uvilkaarligt ved at se,
at der allerede i Efteraaret 1890 forelaa 3 fuldt udarbejdede Sæt Forskrifter
til Brug ved det nye Værk, nemlig et Forsyningsregulativ til Regulering af
Forholdet mellem Værket og Forbrugerne, et teknisk Regulativ for Installatio
nernes Udførelse og en Instruks for de autoriserede Installatører.
De autoriserede Firmaer maatte som Sikkerhed for Opfyldelsen af de gæl
dende Bestemmelser og de deraf følgende Forpligtelser over for Værket og
Forbrugerne stille det efter Datidens Forhold meget store Depositum af 2000
K r. Installatøren skulde have Bopæl og Værksted paa Stadens Grund.
Antallet af Installatører blev gennem Værkets første ti Aar holdt omtrent
konstant, idet der blot udstedtes et Par nye Autorisationer i Anledning af Vestre
Elektricitetsværks Bygning i 1897. Ved Udgangen af Aarhundredet vai An
tallet 12 .
De første Installationsfirmaer var Maskinfabrikker eller mekaniske Væik-
steder, og man var her som i Udlandet i høj Grad henvist til at prøve sig frem
med Hensyn til Udførelsen af Ledningsinstallationerne. Da der ikke fandtes
danske Haandværkere med Kendskab til den nye Arbejdsgren, anvendte man
i nogen Grad udenlandsk Arbejdskraft til Installationernes Udførelse (navnlig
tyske og svenske »Montører«). Disse suppleredes dog i stort Omfang med andre
Haandværkere (Snedkere, Smede, Mekanikere og Blikkenslagere), der efter-
haanden fik en nødtørftig Oplæring, og først lidt efter lidt kom man dertil,
at der dannede sig en særlig Haandværkergruppe af »Elektrikere«, hvori saavel
de oprindelige fagmæssigt uddannede »Montører« som »Hjælpemontører«
gik op.
. . .
A llerede ved A arh u n d red sk iftet v a r d er u d d a n n e t en ret stor S tab ai Eie -
trikere, hvoraf adskillige var ledende Montører eller Teknikere, og der har
aabenbart blandt disse været nogen Utilfredshed med, at Byens Installations-
arbejde var forbeholdt de nævnte 12 Firmaer. Man ser i hvert Fald Budget
251