119 / 320
Hil Eder, ædle Flok af unge Sønner!
Kød af mit Ben og Ben af mine Kød’er.
Sin klamme Finger Vintren strækker ud;
Den kælne Fugl sin lette Vinge hæver
Og fly’er i dristig Cirkelflugt mod Syd.
Giraffen selv, det slanke Ørknens Dyr,
Af Længsel vinrer skyldfrit med sin Halé,
Til Hamborg vil den, til et varmt Lokale.
O grumme Børn, som dliedf ved mit Bryst.
Som gennem Sekler funkledi, Nordens Lyst!
Som hver med sit og dog med ét i alle
Har vækket Dania til Moderfryd;
Til himmelsk Lyst, til Gavn, til Daad, til Dyd.
K a sin os M use (usynlig):
Du ej sørger blot,
Selv hos os, der er ej Grin — o!
Der er inte godt
Ude hos os i Kasino!
Den gam le M use:
Ti, lille Snottede, og lad mig tale ud'! —
I tvende, som — som — som — trøi er det borte,.
Som Skæbnen river grumt — o! ftffl min Vorte:!
Men Skæbnens Villie ske!
Jeg viger Pladsen da
For Dif, Germania,
E d© ::
anis.
De n gaffile Mu s e :
Pot" Dig,, ftaliai
E d © :
tafia1,
(Den gamle Muse synker grædende i J;ordfen)v