124 / 320
114
op til sig og forbød Toget. Dette Forbud viste sig
overflødigt, da Wegener i Bladene frabad sig den til
tænkte Hyldest. Det Hele endte med en Anmodning
fra Kultusministeren til Konsistorium om at give Stu
denterne en Formaning.
Allerede, før Konsistorium havde holdt Møde herom,
blev der i Foreningen Fastelavnsmandag 27de Fe
bruar gjort Løjer med Professorerne. Programmet til
disse Fastelavnsløjer bød paa: 1)
Den sidste Lig
bærer,
Komedie af Helms; 2) Katten sloges af Tøn
den efter en Vise af V. Rode „Om at slaa Ministe
riet af Tønden“ ; 3) Potter itusloges; 4) Biden til Bol
len; 5) Ordsprogsleg; 6) Konsistorium præsenteres
paa Tribunen, anført af I. Levin; 7) Aktuelle Bille
der med Sang af Zinck og 8) Seksa og Sold. Af de
forskellige Viser, der behandlede den Wegenerske
Affære, opnaaede ingen saa stor Popularitet som den,
Voltelen og jeg forfattede, og som jeg endnu paa mine
gamle Dage har maattet synge ved mangen Lejlighed.
Visen lød i sin Helhed saaledes:
Konferensraad Wegener, den brave
Historiograf og Gehejmearkivar,
Skrev en Bog om, hvem vi skulde have
Til Regent, naar ingen mer vi har.
Ministrene kaldte paa Fiskalen,
For de blev gale i Kalotten:
„Hr. Fiskal! Læg en Sag an mod Ka’len
Og lad snart ham komme i Kachotten!“
Men Fiskalen var nu uheldig,
Skønt hans Tale var overmaade net,
Og Wegener var ham for vældig
Og blev frikendt af Højesteret.