FraMitStudenterOgTeaterLiv

en Aften foran et Hus, hvor Taget stod i lys Lue,

omringet af et skuelystent Publikum. „Hvad Fanden

staar Du her og driver efter?“ spurgte Vennen. —

„Her boer jeg,“ svarede Eisen, „og jeg staar netop

og fryder mig ved Synet af Branden deroppe paa

Kvisten, det er mine Tørv, der brænder; det er stor

artede Tørv, se hvor de kan holde Ilden.“ — En

Aften paa Teatret under et kombineret Numer, en

Kvintet, gik Schwartzen, der stod yderst i Rækken

paa Scenen, pludselig ud af det; Eisen søgte forgæves

at hjælpe ham ind i det. Da Tæppet var faldet, kom

Schwartzen hen til Eisen og bebrejdede ham, at han

ikke havde hjulpet ham. „Kære Ven,“ svarede Eisen,

„Du stod ikke til at redde. Jeg sprøjtede forgæves

paa Dig, men Du var ikke til at redde, og saa vendte

jeg Straalen imod din Sidemand, for at der ikke

skulde gaa Ild i hele Rækken.“

Gamle Rosenkilde sendte tidt smaa pudsige Epist

ler til sine Venner; de havde det Improvisationens

Præg, der karakteriserede hele hans Optræden og-

saa paa Scenen; som Prøve kan følgende tjene:

Jeg vilde gerne have spillet en lille L’hombre i Aften, men

saa vilde Ingen komme, hvorpaa jeg saa slog mig til Flid. Jeg

skrev i Forgaars en Akt af en Komedie, noget af det Bedste

i den Genre siden Verdens Skabelse. Nu vil jeg i Aften se at

komme i Aande til anden Akts Fuldbyrdelse. Jeg henlever ganske

vel din evige

... . «

R o s e n k i l d e .

„Idag er det for Resten 500 Aar siden, at Johan Huus blev

brændt. Hvad et Menneske dog kan holde ud. Desuagtet hen

lever jeg din evig hengivne

R _ «

„Da jeg i dette Øjeblik kommer inderlig tæt mættet fra Bordet,

Otto Zinck: Erindringer