301 / 320
290
Man naaed’ fordum til den Borg, hvor Lange
For Styret stod,
Hvor ædelt Blod
I Baasen havde stampet,
Og Hippodromens Savsmuld havde trampet
— Man mærker det den Dag i Dag paa Dunsten —
Dér rejste sig et mægtigt Slot for Kunsten,
Dér fik han Bolig,
Vilter og urolig
Som Hestene, han løste af,
Men Lunets rige Skat han øste af.
Og slog han stundom ogsaa lidt til Skaglerne,
Saa Hippodromen rystede i Naglerne,
Og var hans Indfald end lidt sære,
Han gjorde dog sin Scene Ære.
Han gjorde al Tid, hvad han skulde,
Og trak med Kolling og med Julle
Sit stærke Læs — og Folk til Huse.
Og ej Du nævne kan den Rang og Stand,
Han ej blandt sine Typer tælle kan:
Justitsraad, Kammerraad, Major, Kaptajn,
Ja selv for Præster gik han ej af Vejen,
Og Arv faldt for hans Stemme li’saa godt,
Som Guders høje Drot.
Derefter holdt jeg min Takketale. Jeg lignede mig
ved Jeppe, der vaagner i Baronens Seng og fbrbav-
ses over al den Herlighed, der omgiver ham, og
som et Øjeblik faar ham til at tro, at han er hen
sat til Himmerige; men straks efter ræsonnerer han
med Beviser, at det ikke kan være Himmerige.
Derfra henvendte jeg mig til den Kres af gamle
Venner og Veninder, som jeg saa for mig rundt om
Bordet, og som mindede mig om, hvor jeg var.
Med et Par Ord til nogle enkelte, fremdrog jeg