35 / 320
25
I Hjemmet hos mine Bedsteforældre talte vi i Reg
len indbyrdes Tysk, hvorfor jeg allerede fra Barn
dommen kendte noget til det Sprog; da der nu eksiste
rede en udmærket Realskole inde i Byen — St. Pe-
tri Realschule — blev jeg i 7 Aars Alderen sat i
den og kom i de 2Va Aar, jeg gik dér, saa meget
med i Tysk, at jeg kunde tale og skrive Sproget
ret godt. Skolen laa paa den saakaldte Ulfeldts Plads;
her stod den berygtede Skamstøtte omringet af en
Mængde Fjældeboder, hvor der falbødes brugte Klæ
der, gammelt Jernkram osv.; Kvarterets Gadeungdom
tumlede sig her ret af Hjertens Lyst.
Iblandt dem, der foruden mine Forældre boede i
Nr. 37 paa Nørrebro, var en Justitsraad Lund, Kon
torchef i Nationalbanken. Han var gift med en Sø
ster til Søren Kierkegaard, der som ung Student ofte
besøgte Familien. Jeg traf ham mange Gange nede
i den store fælles Have og blev tilsidst meget gode
Venner med ham. Bekendtskabet vedvarede, og jeg
mindes at have besøgt ham nogle Gange flere Aar
senere, da han boede paa Nørregade. En Aften, da
jeg kom, fandt jeg de Værelser, som vendte ud til
Gaden, stærkt oplyste; selv var han klædt paa som
til Selskab. Jeg vilde gaa igen, men han bad mig
blive og passiare med sig. Da jeg spurgte, om han
ventede Fremmede, svarede han: „Nej, jeg har. al
drig Selskab, men det falder mig engang imellem ind
at fingere et saadant, og saa spadserer jeg frem og
tilbage gennem Værelserne og underholder i Tan
ken mine fingerede Gæster.“ Jeg blev noget løjerlig