47 / 278
38
opløfter Sjelen, og vækker den til gavnrig Eftertanke.
Medens I levede, var al Eders Id henvendt paa Eders
Medmenneskers Lyksalighed. Det Mønster, I have givet,
er Eders sidste Yelgjerning, der, lig Solens Straaler, op-
ilder Efterslægtens Barm, lyser ad Yejen, den skulde
vandre.
Deres Majestæt har allernaadigst befalet mig. som
Taler, at optræde i denne liøitidelige Forsamling; og De har
derhos allernaadigst biefaldet, at Dannebrog-Ordenens For
nyer, vort Fædrenelands femte Christian, skulde være Gjen-
standen for min Tale. Men — allernaadigste Konge! —
det er ikke uden med Frygt, og Undseelse, at jeg efter
kommer dette Deres Bud. Jeg kjender Æmnets Værdig
hed, men jeg kjender ogsaa min Svaghed. Her paa dette
Sted have ypperlige Talere tilforn fremstaaet. Ordenens
første Stifters, Yaldemars, Minde blev hædret af Svadas,
og Klios Yndling. Hvor meget bør jeg da ikke frygte, at
mit Foredrag vil skurre i det til Yellyd vante Øre?--------
Dog! — hvo skuer ikke gjerne den Elskedes Billed, end-
skjøndt det ikke er tegnet med Mesterhaand? En oprigtig
Fortælling er nok til at hædre Christian, og jeg behøver
derfor ingen Yeltalenhed. Hvor jeg ufuldkommen skildrer
hans Yærd. tør jeg allerunderdanigst haabe, at Deres
Majestæt vilde antage den gode Yillie istedet for Gjer-
ningen.
Danmarks femte Christian var — saa siger Historiens
Muse — medlidende, god, og retfærdig, from uden at være
overtroisk, behjertet, tapper, aarvaagen, og omhyggelig for
sine Staters Yel. Han elskede Yidenskaberne, valgte due
lige Mænd, og lønnede kongeligen deres Troeskab og For-
tienester. Her at fortælle hans hele ærefulde Levnetsløb,
vilde langt overgaae Grændserne for min Tale. Ikkun
nogle af hans Bedrifter i Krig, og i Fred, der udmærke
ham, som Danmarks Skytsaand, og som sit Folks Fadei',
vover jeg at fremstille.
Til Uheld for Menneskeslægten har den falske Ære
bygget sig et Tempel, hvis Adgange ere farvede med Blod,
og som ikke kunne bestiges, uden ved at vandre over
Dynger af Liig. Ulykkeligt det Land! hvis Fyrste higer
efter, at krones i dette Tempel. Ulykkelig Fyrsten selv!
Til sin Skræk vil han erfare, at Samvittigheds Nag, og
Menneskehedens Forbandelse, vorde hans Løn. Men —
der gives ogsaa retfærdige Krige. Naar Sværdet drages
for at afbøde Fornærmelser, for at tilbagedrive Yold, for at