52 / 278
43
en anden mægtig Stat tilegnede sig, sikkret for Fædrene
landet, og ved kloge Anordninger Handelen oplivet. Om
trent ligesaa var Tilfældet med den asiatiske Handel.
Tvillingrigets store Konge, den uforglemmelige fjerde
Christian, liavde stiftet den, men i næsten 30 Aar var
Handelen standset, og lians ædle Sønnesøn var det forbe
holden, atter at rejse den af sin Dvale. Den opstoed med
forynget Kraft, og i Aaret 1674 udgik det første danske
Skib til China.
Ogsaa Videnskaberne elskede Christian.
Historien,
den politiske Jordkundskab, og Krigsbygningskunsten, vare
især hans Yndlingsfag.
Han vidste, at Videnskaberne,
disse yndige Søstre, ved deres uimodstaaelige Tillokkelser,
tæmme Vildskaben, blidgjøre Sæderne, krydre Livet, skabe
Embedsmanden, og qvæge hans Sind. Derfor var det hans
kjereste Verk, at fremkalde, at oplive, og beskytte dem.
Han stiftede Academier, anlagte Konst- og Naturalie-Kam
meret, forøgede det kongelige Bibliothek, og især berigede
det med gamle Haandskrifter, Landets Historie vedkom
mende, hvilke han, ved Belønninger og Opmuntringer, alle
vegne fra søgte, at anskaffe. Den berømte jenaiske Pro
fessor Erhard Wejgel havde udtænkt en stoer Verdens
maskine, som skulde forestille alle Forandringer paa Him
len. For at bestride Omkostningerne, havde han forgjeves
henvendt sig til andre Fyrster. Hos Danmarks Konge
fandt han Understøttelse, og Kunststykket blev fuldført.1)
Ole Rømer, denne vor lærde Landsmand, hvis store Genie,
udbredte Kundskaber og fortreffelige Indretninger, fortjene
vor, og Efterverdenens Agtelse, fandt hos femte Christian
sin Mæcenas. Paa hans Bekostning rejsede han i frem
mede Lande, og til Fædrenelandets Gavn bleve hans er
hvervede Kundskaber anvendte.
Christian var, lig sin store Farfader, omhyggelig for
Morges Vel. Han berejste dette seeværdige Rige, Dan
marks trofaste Søster, fra Sønden til Horden, og til Vesten,
foer, trods Snee, og de næsten utilgjengelige Veje, over
Dovrefjeld, hvor aldrig tilforn nogen dansk Konge, end
ikke hans Farfader, havde været: Han gik ned i Ivongs-
bergs Gruber, og — det, som satte Krandsen paa hans
kongelige Rejse — overalt, hvor han drog frem, talte han
!) I. S. 145— 146.