100 / 121
ere af forgyldt T ræ , Stolen prydet med et broderet Sæde og Ryg stykk e, og Bordet med en
mørkegraa Marmorplade, medens dets hele Indretning iøvrigt kun er en Klap, der slaas ned og
trækkes ud , hvorved der fremkommer en yderst simpel Skrivepult, bestaaende af Klappen, tre
Skuffer og tre Rum til at lægge Papirer i — det er det Hele. Men Skrivebordet, der var
iblandt de fra Frederiksborgs Brand reddede Gjenstande og engang har tilhørt Dronning Karo
line Mathilde, vil desuagtet hos mange Besøgende ved Erindringen om Ejerinden faa en
Interesse, som maaske selv det kosteligste og prægtigste Klenodie vilde savne: Billedet af den
unge, livsglade Dronning, — saaledes som vor Fantasi udmaler os hende — siddende og be
troende Papiret sit Hjertes kjæreste Tanker, giver endnu Bordet, efter hundrede Aars Forløb,
en særegen poetisk Tiltrækningskraft.
Kristian YH’s og Karoline Mathildes Bryllupspokal.
Den 1ste Oktober 1766 fandt samtidig i Danmark og England to Begivenheder Sted,
der bleve hilsede med Millioner Menneskers glade H aab , som et godt Varsel for kommende
Tider om et inderligt Baand imellem Folkene og en varig Lykke for deres Herskerslægter. Paa
den Dag viedes nemlig den danske Prinsesse Sofie Magdalene i Kjøbenhavns Slotskapel, og
hendes Broder Kong Kristian VII i Raadskammeret i St. J am e s, den Første til Sverrigs vor
dende Konge Gustaf III, den Sidste til den engelske Kong Georg IITs Søster, Karoline Mathilde.
Da Brudgommene vare fraværende fra Vielsesstedet, blev Formælingen for Begges Vedkommende
foreløbig fuldbyrdet »per procurationem«, idet Prins Gustaf repræsenteredes af Brudens Broder
Arveprins F red erik, og Kong Kristian af Hertugen af York.
Kort efter Vielsen droge begge
Brudene med et fornemt og fagert Følge hver til sit fremtidige Hjem; glade Længsler fyldte
deres H jerter, saaat de ikke toge onde Varsler af den skyfulde Efteraarsliimmel og det visne
Løv, som den kolde Vind alt bar over Land og Sø.
Sofie Magdalene gik sin Skjæbne imøde — hendes Ægtefælle skulde falde for en Snig
morders Skud; hendes Søn skulde blive hendes Fødelands Fjende; han skulde blive afsat af
sit krænkede Folk, blive den sidste Konge af sit Dynasti; han skulde som en ulykkelig, fredløs
Flygtning lukke sit Øje p aa en fremmed Kyst!
Karoline Mathilde drog ligeledes sin Skjæbne imøde. — Hun var dengang sexten Aar
gammel, munter og livsglad, og A lt forekom hende som on dejlig Drøm, saa lystelig var hendes
Brudefart.
Kanonerne tordnede, Sangene lød til hendes Æ r e , Blomsterne strødes for hendes
Fod af unge hvidklædte Piger, da hun første Gang, den 18de Oktober, i Altona betraadte sit
Riges Grund.
Og fra denne Stund af var hele den øvrige Fæ rd et sandt Triumftog; enhver
Flække, hvorigjennem hun drog, var ukjendelig for sine egne Beboere, saa pyntet var hver
Gyde i den; enhver større By, i hvilken hun udhvilede, viste sin Glæde ved Musik og Illumina
tion og hvad den ellers kunde finde paa, og aldrig havde dens Poeter havt saa trav lt som nu;
thi hvert Hus skulde byde hende Velkommen, og Sligt tager sig jo kjønuest ud paa Vers:
Saaledes lød en af disse Hilsener:
»Kom ind Velsignede af Gud!
Vi aabne vore Hjerters Dørre,
Drag ind, vor store K ongebrud!
A f Fødsel stor, a f Dyder større!