101 / 121
89
D it Folk ved Andagts tændte Glød
Velsigner D agen, Du blev fød
Til Rigernes udsendte Dronning
For Dannemarks og Norges Konning.
D e frydefuld med mig anraabe Himmelen,
At de Lovises Sjæl maa see i D ig igjen«.
Antyder ikke den sidste Linje en af Hovedgrundene til den store Glæde, som Folket
overalt lagde for Dagen ved den unge Dronnings Ankomst? Hun var fra det samme Land,
hvorfra det engang, for ikke mange Aar siden, havde modtaget sin anden Dagmar, Frederik Y ’s
første Dronning Louise; som denne kom hun ung, venlig, med et aabent Hjerte og med et
mildt Øje til det danske Folk.
Den 3dje November drog Kong K ristian, ledsaget af flere fyrstelige Personer, sin
Dronning imøde i Roeskilde, og herfra gik Toget samme Dag til Frederiksberg Slot, hvortil det
ankom udpaa Eftermiddagen.
Efter Middagstaffelet, hvori hele den kongelige Familje deltog,
blev Karoline Mathilde alene tilbage paa Frederiksberg S lo t, der var bestemt til hendes fore
løbige Residens, indtil hun den 8de November skulde holde sit prægtige Indtog i Danmarks
Hovedstad, i hvis Slotskirke den højtidelige Stadfæstelse paa hendes Ægteskab skulde
finde Sted.
Dagen kom, og fra den tidlige Morgenstund af var hele Kjøbenhavn i en febrilsk B e
vægelse; Borgerskabet marcherede op i fuld Puds, med Trommer og flyvende Faner, og Laugene
mødte med klingende Musik og alle deres Emblemer, for at opstille sig i de Gader, hvor-
igjeunem Toget skulde gaa, nemlig fra Nørreport, ad Nørregade, Gammeltorv, Nygade, Vimmel-
skaftet, Østergade, Kongens Nytorv og langs Kanalen over Holmens Bro til Kristiansborg.
Alle Husene vare pyntede med Flag, Grønt og alskens Indskrifter, baade i bunden og ubunden
Stil; paa Gammeltorv og udenfor Holmens Kirke vare oprejste to pragtfulde og ved deres
Størrelse imponerende Æ re p o rte , den sidste opført efter Tegning og under Ledelse af den be
rømte Billedhugger Wiedewelt.
Talrige Folkeskarer bølgede igjennem Gaderne for at se paa
dette Æ v e n ty r, og Glæden straalede paa alle Ansigter.
Forventningen voxede,. Længselen
steg — da begyndte Klokkerne at ringe, Sangværket i Frue Taarn at spille og Voldenes
Kanoner a t tordn e, og i en uoverskuelig Række bevægede nu et saa glimrende Optog sig
igjennem Gaderne, at man skulde tro sig hensat til en af Versajlles pragtfuldeste Fester i
Ludvig X I V ’s Velmagtsdage.
I en ny, til denne Lejlighed forfærdiget, stadselig Paradevogn,
der blev trukken af otte hvide Hingste og var omgiven af en fornem og straalende Eskorte,
sad den unge Dronning, med sin Svigerinde Prinsesse Louise ved sin venstre Side. flun saae
saa lykkelig ud, og da hun strax indenfor Byens Volde af atten unge smukke og smilende
Piger blev modtaget med en Blomsterregn og hørte dem synge:
I
»Leve Kong Kristian den Milde
Med sin Karoline Mathilde!«
da har vel Haabets Taare perlet i hendes Øje og Fremtiden vist sig i et Skjær al de Roser,
der af saa smukke Hænder dryssedes i hendes Skjød. —
»Mennesket sp a a r, men Gud ra a ’er«, hvad blev der af hine skjønne Drømme, af alle
de glade Forjæ ttelser? Blev da ethvert berettiget Haab tilskamme, siden Folkets Kjærlighed
saa snart kølnedes og dets Hjerte bortvendtes fra den engang saa forgudede Fyrstinde? Ja,
vel er det sand t, at Aaret ikke havde drejet sit Hjul mange Gange, tør der havde aabnet sig
en Kløft, som truede med at opsluge ethvert Spor af den fordums Hengivenhed
men var
der Skyld, saa var der sandelig ogsaa Undskyldning tilstede; var der Fejl, saa var der her,
om nogensinde ellers, en Grund til at kaste Kjærlighedens Kaabe over dem.