Previous Page  106 / 484 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 106 / 484 Next Page
Page Background

Legemsstørrelse.

Begge høre de til Mesterens yndefuldeste Arbejder; især

virker Hebefiguren betagende ved Udtrykkets forunderlige Uskyld og Finhed,

ved alle Liniers rhythmiske Dejlighed og ved den lige saa skjønne som

naturlige og selvstændige Draperibehandling. Psyche er fremstillet, som hun

staar i Begreb med at tage Laaget af den Salveurne, hun paa Venus’s Bud

har hentet op fra Underverdenen; endnu tøver hun som i Uvished om, hvor

vidt hun skal vove at løfte Laaget; i næste Øjeblik vil Nysgjerrigheden

have sejret over Frygten. Figuren er et Kunstværk af næsten dramatisk

Virkning; alt er her i en Bevægelse, der varsler om det umiddelbart paa­

følgende Moment; selv Draperiet er i Flugt; det har, medens Pigen skred

fremad, været baaret oppe, hvilende paa hendes Hofter; nu, da hun standser,

synker det ned, uden at hun ænser det, og snart vil hun staa nøgen i hele

sin jomfruelige Skjonhed.

Fra Aaret, der saa’ disse Værker fremstaa, maa man vel regne

Begyndelsen af Thorvaldsens lange Kulminationsperiode, ligesom det tillige

netop ved den Tid sloges fast for den almindelige Bevidsthed, at han nu

havde Krav paa at nævnes som den største dalevende Plastiker. Allerede

i April 1805 havde Zoega i et Brev til Munter omtalt ham som en af de

tvende mest fremragende Billedhuggere i Rom; længe skulde det ikke vare,

før han i sin Egenskab af Reliefkunstner af alle stilledes over Canova, og

snart lærte man ogsaa at se, hvor højt hans Statuer ved deres umiddelbare

Friskhed i Anlæget, deres oprigtige Følelse og stilfulde Adel hævede sig

over tilsvarende Frembringelser af den ældre, med al sin Dygtighed usundt

raffinerede Salonvirtuos.

At Thorvaldsen glædede sig over sin voxende

Anseelse, er vel en Selvfølge; ogsaa af andre Grunde maatte han i dette

Afsnit af sit Liv føle sig lykkeligere end nogensinde tilforn.

Med hans

Helbred gik det fremad, om han end ikke altid var fri for Anfald

af Feberen; det Tungsind, der forhen saa jævnlig havde plaget ham,

indfandt sig nu stedse sjældnere, alt som han blev sikrere paa sig selv,

saa han ret kunde nyde Opholdet i det elskede Rom og Livet i den talrige

Vennekreds, der efterhaanden samlede sig om ham. Faderens Død, der

indtraf i Efteraaret 1806, men hvorom han først blev underrettet ved

Midsommertid det følgende Aar — Breve, hvori Dødsfaldet omtaltes, gik

tabt paa Vejen — , har næppe bidraget til for længere l i d at forringe

hans Velvære.

65

9