106 / 484
Legemsstørrelse.
Begge høre de til Mesterens yndefuldeste Arbejder; især
virker Hebefiguren betagende ved Udtrykkets forunderlige Uskyld og Finhed,
ved alle Liniers rhythmiske Dejlighed og ved den lige saa skjønne som
naturlige og selvstændige Draperibehandling. Psyche er fremstillet, som hun
staar i Begreb med at tage Laaget af den Salveurne, hun paa Venus’s Bud
har hentet op fra Underverdenen; endnu tøver hun som i Uvished om, hvor
vidt hun skal vove at løfte Laaget; i næste Øjeblik vil Nysgjerrigheden
have sejret over Frygten. Figuren er et Kunstværk af næsten dramatisk
Virkning; alt er her i en Bevægelse, der varsler om det umiddelbart paa
følgende Moment; selv Draperiet er i Flugt; det har, medens Pigen skred
fremad, været baaret oppe, hvilende paa hendes Hofter; nu, da hun standser,
synker det ned, uden at hun ænser det, og snart vil hun staa nøgen i hele
sin jomfruelige Skjonhed.
Fra Aaret, der saa’ disse Værker fremstaa, maa man vel regne
Begyndelsen af Thorvaldsens lange Kulminationsperiode, ligesom det tillige
netop ved den Tid sloges fast for den almindelige Bevidsthed, at han nu
havde Krav paa at nævnes som den største dalevende Plastiker. Allerede
i April 1805 havde Zoega i et Brev til Munter omtalt ham som en af de
tvende mest fremragende Billedhuggere i Rom; længe skulde det ikke vare,
før han i sin Egenskab af Reliefkunstner af alle stilledes over Canova, og
snart lærte man ogsaa at se, hvor højt hans Statuer ved deres umiddelbare
Friskhed i Anlæget, deres oprigtige Følelse og stilfulde Adel hævede sig
over tilsvarende Frembringelser af den ældre, med al sin Dygtighed usundt
raffinerede Salonvirtuos.
At Thorvaldsen glædede sig over sin voxende
Anseelse, er vel en Selvfølge; ogsaa af andre Grunde maatte han i dette
Afsnit af sit Liv føle sig lykkeligere end nogensinde tilforn.
Med hans
Helbred gik det fremad, om han end ikke altid var fri for Anfald
af Feberen; det Tungsind, der forhen saa jævnlig havde plaget ham,
indfandt sig nu stedse sjældnere, alt som han blev sikrere paa sig selv,
saa han ret kunde nyde Opholdet i det elskede Rom og Livet i den talrige
Vennekreds, der efterhaanden samlede sig om ham. Faderens Død, der
indtraf i Efteraaret 1806, men hvorom han først blev underrettet ved
Midsommertid det følgende Aar — Breve, hvori Dødsfaldet omtaltes, gik
tabt paa Vejen — , har næppe bidraget til for længere l i d at forringe
hans Velvære.
65
9