116 / 484
7i
Ida. Manden, en rig Handelsherre, stod paa et temmelig lavt Dannelsestrin
og var i det hele ikke af en saadan Natur, at aandfulde Kunstnere kunde
have noget Udbytte af hans Selskab; det var da hellerikke ham, men
Hustruen, der gav Hjemmet dets Præg og samlede om sig en Flok af
»Skjønaander«, blandt hvilke Thorvaldsen snart befandt sig fortræffelig.
Snart var han med en større eller mindre Kreds af disse sine Venner oo-
Beundrere paa Udflugter i Omegnen af Rom, snart tog han Del i deres
muntre Aftensammenkomster paa Osterier eller i Privatboligerne, snart
modtog han dem i sit Atelier, der for øvrigt stod aabent for alle, og hvor
enhver kunde være sikker paa at blive venligt modtagen, hvadenten han
kom i Egenskab af Kjøber eller blot som Kunstven. Det viste sig her,
at Thorvaldsen i ualmindelig høj Grad var i Besiddelse af den hos Kunstnere
for øvrigt ingenlunde sjeldne Evne, at kunne omgaas med Folk af alle
Samfundsklasser. Han vandt sine Medarbejderes og sine Modellers Hengiven
hed ved den jævne, kammeratlige Tone, hvori han talte med dem ikke blot
om, hvad der vedkom Arbejdet, men ogsaa om deres personlige Anliggender;
med de romerske Almuesfolk, som han tilfældig kom i Forhold til, blev han
lige saa hurtig gode Venner. Og naar han færdedes i de fornemme Kredse,
vandt han med Lethed alles Hjerter. En naturlig Takt og Finfølelse hjalp
ham i Reglen over alle Skjær, og hændte det imellem, at han stødte an
mod de vedtagne selskabelige Former, skete det med et saadant Præg af
Elskværdighed, at man indskrænkede sig til i al Venskabelighed at more
sig derover. Med hans voxende Dygtighed og Anseelse steg selvfølgelig
hans Selvfølelse; han vidste helt vel, hvad han og hans Gjerning var værd.
Men hans Selvkritik svigtede ham sjælden eller aldrig; derfor holdt han sig
fra først til sidst fri for Hovmod og smaalig Vigtighed eller Fornemhed.
Fandt han af og til, at en eller anden vilde behandle ham overlegent ellei
gjøre sig stor paa hans Bekostning, kunde han vel bide fra sig, men det
skete da gjerne under Form af godmodig Spøg, som da engang Fredeiike
Brun, der jo i sin Tid havde hjulpet ham over de pekuniære Vanskeligheder
med at faa Jason støbt, i hans Atelier pegede paa denne Statue og sagde.
»Der staar vor Søn; ikke sandt, Thorvaldsen?« og han strax havde Svaret
til Rede: »De har da kun haft lempelige Fødselsveer for hans Skyld«.
Mellem Fru Brun og Thorvaldsen blev for øvrigt det venskabelige Forhold
ved at bestaa lige til hendes Død; hun virkede kraftig for at udbrede hans
Ry , baade med Mund og med Pen, han kastede til Gjengjæld Glans over