122 / 484
75
Sandhed guddommeligt fortjener Hovedet at kaldes, der stolt fra den
kraftfulde Nakke, paa en let drejet Hals, stræber opad, bedækket mned -et
genialsk kruset, kortlokket, tæt Haar. Ansigtets Fysiognomi er iilidfaiæmeo
nyt, og intet i den antike Kunstverden minder endog
kun fjernt om "denne
Krigsgud, paa hvis mørke, vældige Pande Vredens Muskler endnu svulme,
imedens man i det dybe Øje og omkring Munden, som aabner sig tud et
vordende Smil, aner den Sejersgud, der ser sin søde Løn i Ekkovsgudindtans
Arme i Møde.«
»Umiddelbart derefter«, fortsætter Fru Brun, »modellerede
vor
Thorvaldsen sin Adonis, der blev fuldendt om Sommeren« (1808). Marøocc-
exemplaret, der nu er en af de ypperste Prydelser for de moderne Kunst
neres Afdeling i Glyptotheket i München, blev først afleveret i 1832,
efter
at Mesteren havde viet det en Omhu, som kunsaare faa a f
sine
andne
Værker; det hører til den lidet talrige Række
Arbejder, som hannar
udført egenhændig fra først til sidst — fra det umiddelbart inspirerede Anlæg
i Leret til det sidste Mejselhug. Kronprins Ludvig havde „ da han gjorde
sin Bestilling og enedes med Kunstneren om den for de
1
ider .anselige
Betaling af 2000 Scudi Romani — henved 8000 Kroner i vore Penge —
udtrykkelig forlangt et helt igjennem egenhændigt Værk. Han vidste jo,
at I horvaldsen allerede tidlig havde vænnet sig til, naar et Arbejde skulde
udgaa fra hans Værksted, at nøjes med selv at udføre Modellen —
senere
lod han det, som bekjendt, endog ofte bero med selv at gjøre en Skitse
,
hvorefter Marmorarbejdet blev bragt Fuldendelsen nær at mere eller mindre
dygtige Medhjælpere, indtil Mesteren gav det den sidste Efterbehandling:
han vilde nu have en »hel« Thorvaldsen og fik den — da han allerede i en
Række af Aar havde været Konge.
Modellen til Adonis findes i Musæet; den lærer os at kjende
I horvaldsen i al hans vidunderlige Evne til i en Enkeltfigur at vække en
poetisk Stemning, lyrisk betagende som en Romance at den unge Oehlen-
schlæger, klar og stor som en Strofe af Goethe; Modelleringen ai de
dejlige Former, der præges af en Forening af ungdommelig Friskhed med
mandig Kraft, hvortil den nyere Kunst næppe har mange Sidestykker at
opvise, minder om de gode oldgræske Athletstatuer, der have været saa
heldige at undgaa en senere Tids Oppudsning; overalt føler man den trit
og aandfuldt opfattede levende Model — Bevægelsen, de elastiske Muskler
over det faste Skelet, Blodet, Huden, det hele pulserende Liv. Thorvaldsens
10*