124 / 484
77
til ham, Fyldest. Kunsten er her fremstillet som en draperet kvindelig Figur,
der sidder bøjet over Tavlen, hvorpaa hun skal tegne.
Endnu har hun
intet faaet frembragt; først naar Lampen ret blusser klart, næret af den
Olie, Genien hælder derpaa, vil Værket kunne trives. Som man vil se, er
det en baade tvungen og haltende Allegorie, Mesteren her har udtænkt:
at lade »Kunst« og »Genius« staa sondrede som to særskilte Begreber, der
A genio lumen.
supplere i Steden for at forudsætte hinanden, gaar dog ikke ret vel an.
Men Tiden fandt selvfølgelig Ideen baade skjøn og sindrig; nu til Dags vil
man være mere tilbøjelig til at smile ad den og indskrænke sin Anerkjendelse
af Værket til at gjælde Formskjønheden og det fine Udtryk i de enkelte
Skikkelser.
En mærkelig Skavank ved den oprindelige Komposition var
den paafaldende brede og kjedsommelige Piedestal, der, opstillet mellem
Figurerne, bærer Lampen; Thorvaldsen følte det selv; i Omarbejdelsen
det her i Værket gjengivne Exemplar — er den betydelig reduceret.