123 / 484
76
franske Biograf, Eugène Pion, har sammenlignet Adonis med den antike
Firbendræber i Uffiziegalleriet i Florents; snarere kunde dog vel Erindringen
om den »Praxiteleiske« Faun i Capitoliumsmusæet antages at have virket
paa Kunstneren under Opbygningen af Figuren.
I alle Tilfælde er denne
en af de Thorvaldsenske Statuer, der kraftigst bidrage til Opfattelsen af det
Forhold, hvori den nordiske Mester staar til Oldtidens Plastik. Thorvaldsen
forstaar det menneskelige Fegerrtes Proportioner, dets Udtryk for organisk
Fiv, dets naturnødvendige Bevægelse paa samme kjernesunde V is, som
Grækerne, uden alt Raffinement, uden kølig Reflektion, men ogsaa uden at
drives til en Efterligning, der stiller sig hindrende i Vejen for den personlige
Følelses Udslag. Adonis ejer i sig Udtrykket for en romantisk Stemning,
der ganske hører en nyere Tid til: kun en Mester fra det nittende Aar-
hundrede, kun en Mand som netop Thorvaldsen — den geniale Arbejder
og den lidenskabelige Erotiker — kunde give Forholdet mellem Drøm og
Fiv saaledes, som det her er givet i Billedet af den dejlige, saa fuldt ud
menneskelige og dog hartad forklarede Yngling, der hviler i Glæden over
sin lykkelig tilendebragte Jagt og i Forudanelse om den Fryd, der venter
ham i den elskede Gudindes Favn.
A t en Statue som Adonis maatte vække betydelig Opmærksomhed
i de for Kunsten interesserede Kredse i Rom, følger af sig selv; Wagner
omtalte den i sine Breve i begejstrede Udtryk, og selv Canova, som dog
i Thorvaldsen maatte se en farlig Medbejler, naar Talen var om »Mester
skabet for Verden«, sparede ikke paa Ros; »den er«, sagde han, »udført
i en ædel og helt igjennem yndefuld Stil; den er fuld af Følelse; —
Thorvaldsen er sandelig et guddommeligt Menneske«. Ogsaa til Danmark
bredte sig dens Ry , ikke mindst ved Fru Bruns Bestræbelser. Rimeligvis
var det Adonis, der gav den ydre Foranledning til, at Thorvaldsen kom til
at nyde den for Udlændinge ingenlunde almindelige Æ re at blive optagen
som Medlem af det romerske Kunstakademi S. Fuca, hvilket skete den 8nde
Marts 1808, og ved hvilken Fejlighed han fik Ret til at bære den klædelige
Ordensdragt, som vi kjende fra Eckersbergs skjønne Portræt af Mesteren.
Med Udnævnelsen fulgte en Forpligtelse: Hvert nyoptaget Medlem skulde
til Akademiet indlevere et egenhændigt Arbejde. Rimeligvis var det med
Relieffet »Kunsten og den lysbringende Genius« eller, som det efter Ind
skriften paa et senere, noget omarbejdet Exemplar ogsaa kaldes, »A genio
lumen«, at Thorvaldsen gjorde det Krav, som ved denne Fejlighed stilledes