210 / 484
1 3 3
Om Oprindelsen til »H yrdedrengen« fortæ lles d er, at Thorvaldsen
ved et T ilfæ ld e — et H eld im idlertid a f den S la g s, som kun vederfares de
store A ander — fik M o tivet til denne k o ste lig e S ta tue: Han arbejdede paa
G anym ed esgrupp en o g havde til M odel en smuk D ren g ; denne holdt Hvil
o g kom da u vilkaarlig til at ind tage en S tilling , der ved sin Skjønhed greb
Kunstneren saa stæ rk t, at han følte s ig dreven til at fastholde den. Maaske
hører denne H isto rie til den lan g e R æ kk e a f »S a gn , op staaed e a f Kunst
værker« ; indre S and syn ligh ed m angler den d o g ikke. D er er i hele Figurens
B evæ g e lse et sa a stæ rk t P ræ g a f Um iddelbarhed , at man over for den
næppe undgaar at m indes det banale Udtryk »et T ræ k , afluret selve
Naturen«; her er d rømm end e, ø rk eslø s H v ile i sin sk jønneste F orm , Syd-
boens ofte saa p la stisk ud talte »
dolce f a r menten
.
D enn e er nu imidlertid
op fattet ikk e b lo t a f en følende o g forstaaende, men o g saa a f en kundskabs
rig , en »dreven« M ester.
M odellen har næppe a f s ig selv fundet paa saa
dejligt at b ruge H yrd estaven som S t ø tte , Hunden endnu mindre paa at
fu ld stænd iggjøre den pyram ida lsk e O p stilling saa fint ved at sæ tte sig
nederst til ven stre S id e o g afslu tte Gruppen.
S ta tu en »Haabet« kan man vel b e teg n e som en S tud ie, et kunst
nerisk E xp erim en t.
N e to p i 1817 var Thorvald sen stærkt op tagen af
Istandsæ ttelsen a f de æ g in etisk e T em p elsku lp tu rer; mellem disse var der to
sm aa A k ro te r ie figu r er , der op fa tted es o g restaureredes som Billeder af
H aabet. D em la gd e han til Grund for sit Værk, i hvilket han har bevaret
den archaiske S k ik k e lse s storladne A lvo r o g S tren gh ed , dens symmetriske
H oldn ing o g — i H ov ed træ kk en e — D raperiets S til, men hvori der tillige
er saa u end elig m e g e t o p rind e lig t, saa m e g e t, der vidner om Mesterens
„em inente E vn e til at b læ se nyt L iv i g am le Form er. D e æginetiske Statuer
ere, hvad K rop o g Lemm er angaar, m ejslede med den højeste Grad af h in
følelse o g D y g tig h e d , men H o v ed ern e ere ud tryk sløse som Masker; i mange
a f dem er B evæ g e lsen fortræ ffelig g iv e n , men dette gjæ lder ikke om
Akroteriefigurerne, der sy n e s »retstillede« i fuldstændig H vile. I sin Statue
har Thorva ld sen udtrykt en væ rd ig o g festlig Fremadskriden; med den halvt
aabnede G ranatb lom st i højre Haand o g løftende en F lig a f sin I unica
med den ven stre b evæ g e r Gudinden s ig o s im ød e, stor o g rank; Aasynet
taler, om N a a d e , F o rv en tn in g o g tilbedelsesvæ rd ig Majestæt.
Der findes
vel Værker a f T h o rv a ld sen , hvori han har g iv e t de olymp iske Skikkelser
en um iddelbart m ere tiltalende Form end h er, Gudebilleder, som lettere