370 / 484
Forberedelser bleve gjorte; en Portrætbuste blev udført som Forarbejde,
Jernskelettet til den kolossale Model — den største, Thorvaldsen hidtil
havde haft under Hænder — blev sat op, og Modelleringen begyndt, men
der indtraf da en Hindring, som for nogen Tid gjorde det umuligt for
Kunstneren at sysselsætte sig med et Arbejde, der stillede saa strenge Krav
til de legemlige Kræfter som dette. Han havde gaaet med et spansk Flue
plaster paa sin venstre Arm og forsømt Saaret og den deri opstaaede
Betændelse, der omsider greb saa stærkt om sig, at Armen maatte skaanes
og bæres i et Bind. Men ledig kunde Thorvaldsen naturligvis ikke være,
og denne, der i sin Tid erklærede, at han, hvis man bandt begge Hænder
paa hans Ryg, med sine Tænder skulde bide bedre Værker ud af Marmoret,
end den svenske Billedhugger Bystrøm kunde hugge med sin Mejsel, viste
da, hvad han var i Stand til at udrette, naar blot den højre Haand var fri.
Blandt Olympens høje Magter var, som man véd, Kjærlighedsguden
den, til hvis Forherligelse Thorvaldsen i sit lange Kunstnerliv — ved det
Tidspunkt, vi her omhandle, spændte det jo allerede over, hvad man sæd
vanlig kalder en Menneskealder — havde virket mest; foruden den store
»triumferende Amor«, som forelaa i tre Udgaver, og flere mindre Statuer
stod der jo i Atelieret et ikke ringe Antal Grupper og Relieffer, i hvilke
Amor var fremstillet snart alene, snart som Hovedfigur i en Komposition.
Men i Aarene 1831 — 1832 kom den lille Gud til at spille saa fremtrædende
en Rolle i Thorvaldsens Virksomhed som aldrig forhen; nu vilde Kunstneren,
som han selv sagde, prøve paa en Gang for alle »at faa Amor rystet ud
af Ærmet«. Paa »Ideer« plejede han jo ikke at lide nogen Mangel; det
faldt ham altid let, naar en eller anden mythologisk eller symbolsk Skikkelse
havde lagt Beslag paa hans Interesse, at faa den anbragt i afvexlende
Situationer, vise den fra forskjellige Synspunkter, klare dens Væsen og
Betydning snart paa denne, snart paa hin Maade, synge den en Lovsang
eller sætte den ind som Pointe i et eller andet Epigram. Nu traf det sig
til Overflod saa, at Thorvaldsen ved denne Tid, da han just havde
besluttet sig* til ret at uddybe det Stof, Kjærlighedsguden kunde byde ham,
fik Bistand udenfra. Mellem hans romerske Venner og Beundrere var der
en Poet, hvis Produktion netop gik ud paa, hvad man med et bevinget
Ord kalder »videnskabelige Digterværker«, en Cavalliere Angelo Maria
Ricci, der med Forkjærlighed hentede sine Emner fra den klassiske M) -
thologi, og som til Brug for sine allegoriske Digtninger havde forsynet sig