S_Thorvaldsen

268

slaaet til Jorden; i Danmark hed det sig, at »man vilde tro paa den, naar

man saa’ ham«, og selv efter at nogle af Rotas Officerer vare komne til

Rom for at hilse paa ham, ytrede hans nærmeste Omgivelser til dem, at

det ingenlunde var sikkert, at det vilde lykkes »at faa den gamle ud af

Hulen«. Omsider rejste Kapitain Dahlerup selv til Rom for at faa Sagen

endelig afgjort. »Han traf«, fortæller Wilde i sine Erindringer, »Thorvald-

sen i et alt andet end godt Humør, tildels af Frygt for, at forlod han Rom,

var det ude med hans frie, ugenerte Liv. Hvad han lovede den ene Dag,

tog han tilbage den næste, og den gamle Mand var rørende som et Barn

i at finde paa Udflugter for at kunne blive, hvor han var, og gav ikke

efter, uagtet man foreholdt ham, at Konge og Folk ventede ham og saa’

ud efter ham. Men heldigvis fik Blunck ham til at le ved at tilføje, at hele

Kjøbenhavn stod paa Tæerne for at kigge efter Fregatten

»»Det var

Synd««, sagde Thorvaldsen, pakkede sin Vadsæk og rejste.«

Den

ende August gik Thorvaldsen ombord paa Rota, modtagen

med Kanonsalut, Flagning og Hurraraab; selv blev han indlogeret i Chefens

egne Kahytter, medens der skaffedes Plads til hans Ledsagere, Billedhug

geren Mathiæ og Maleren Blunck, i Officersmessen. To Dage maatte man

vente paa Vind, men omsider luftede det op, Ankeret blev lettet, og ud

efter stod det. »Thorvaldsen var stille og ordknap, og da den nedgaaende

Sol beskinnede Bjergene hen ad Rom, maatte han gjøre Vold paa sig selv

for at tilbageholde sine Taarer.«

Rejsen gik langsomt og uden store Begivenheder; afVind var der

snarere for lidt end for meget, og det tog et Par Uger, inden Fregatten

kom gjennem Gibraltarstrædet. A f og til var Thorvaldsen gnaven, men

aldrig længe ad Gangen; en Ubetydelighed kunde kalde hans naturlige gode

Lune tilbage, og han morede sig med at fortælle Rejsefællerne om, hvad

han i sin Ungdom havde oplevet, med at høre paa Musik, se de yngre

Kunstnere tegne og modellere og betragte de Kyster, man passerede;

mindst syntes han om, hvad han saa’ af Englands; den lignede, fandt han,

en gammel Osteskorpe.

Den første Hyldest fra Fædrelandet modtog Thorvaldsen ud for

Helsingør, hvor en Mængde Mænd og Kvinder paa et Dampskib sejlede

ud til Fregatten for at hilse ham med Velkomstsange, forfattede af Digteren

Pastor C. J. Boye og af den lærde Finn Magnussen. Det var den