431 / 484
270
Velkomstsang [af J. L. Heiberg] afsungen, og et Hurra, der idelig og idelig
istemtes fra alle Sider, udbragt for Thorvaldsen. Efter at denne med mang
foldige venlige Hilsener havde takket for al den Kjærlighed og Hyldest, der
fra alle Sider tonede ham i Møde, .var paa et givet Signal hele Rælingen
som ved et Trylleslag besaaet med Matroser , , der istemte et tre Gange
gjentaget Hurra. Da Thorvaldsen steg ned i Chefens Chalup, fornyedés
Jubelraabene, der idelig gjentoges fra hver Baad, han i næsten forbavsende
Hurtighed fo’r forbi. Thorvaldsens Affart fra Skibet satte naturligvis hele
den Klynge af Baade, der omringede dette, i Bevægelse, og der opstod nu
en Regatta, der gav hele Scenen en højst interessant Livlighed. Havde de
smykkede Baade, Flagene, Musikken, Sangen og den hjertelige Jubel frem
kaldt et meget tiltrækkende, ja rørende Optrin, saa laa der noget i høj
Grad imponerende i det malmfulde Hurra, der tordnede Thorvaldsen i Møde,
da hans Baad nærmede sig den med Mennesker opfyldte Toldbod, Espla
naden og Langelinie. Paa Toldboden modtog Etatsraad Hansen i Spidsen
for Kunstakademiets øvrige Professorer deres store Mester, som tillige af
Vagten saluteredes med militær Honnør, og da han var steget i den Vogn,
som ventede ham, vare i et Nu Hestene spændte fra, og i den største
Orden og Regelmæssighed bevægede Vognen sig gjennem Amaliegade, over
Amalienborg til Charlottenborg, ledsaget af uophørlige Leveraab, der især
hævede sig til stormende Jubel, idet Toget passerede forbi Kongens Palais.
Ikke blot Vinduerne i de Huse, forbi hvilke Triumftoget gik, vare opfyldte
med Mennesker, men Vogne, Trapper og deslige vare bedækkede med
Tilskuere. Paa Kongens Nytorv forblev Massen, indtil Thorvaldsen. kom
frem paa Altanen paa Charlottenborg, og vi kunne ikke tænke os andet,
end at det maa have været et af de stolteste Øjeblikke i hans Liv, da han
derfra hilste den uhyre Mængde af Landsmænd, hvis Jubel her beseglede
en Hyldest, saa energisk og saa hjertelig, som vel næppe nogen Sinde er
bragt nogen dansk Mand af hans Folk, der, netop fordi det ikke lettelig
lader sig henrive af en luftig Enthusiasme, er ærligt, dybt og trofast i sin
Begejstring.«
Kongen havde, allerede før Thorvaldsen steg i Land, sendt ham
sin Velkomsthilsen i Form af en Udnævnelse til Konferentsraad; samme
Dags Aften bragte en Flok af omtrent
150
Kunstnere ham deres Hyldest
med en af Christian Winther forfattet Sang. Dagen efter fejredes hans
Hjemkomst i Kunstakademiet, ved hvilken Lejlighed man forelagde det første