436 / 484
2 7 3
Ro i det daglige Liv var det for øvrigt ikke let for Thorvaldsen
at finde under sit Ophold i Kjøbenhavn, og længe pinte det ham, at han
ikke kunde faa Lejlighed til at samle sig om nye Arbejder. I sin Bolig
paa Charlottenborg hjemsøgtes han af en Mangfoldighed af Gjæster, som
ønskede at se Kunstneren og hans Værker, og hvem han følte sig forpligtet
til at vise om i Ateliererne; hertil kom, at han modtog en saadan Mængde
Breve, at alene Gjennemlæsningen af disse vilde have lagt Beslag paa en
uforholdsmæssig stor Del af hans T id , hvis han skulde besørget den selv.
Det var ham derfor i høj Grad kjærkomment, at Kunstakademiets Sekretær,
J. M. Thiele, paatog sig at værne ham mod denne Oversvømmelse; Thiele
aabnede og læste Brevene, gav kortfattede Meddelelser om disses Indhold
og besørgede de nødvendige Svarskrivelser. Selvfølgelig indeholdt mange
af de indløbne Breve Anmodninger om Pengegaver eller om større og
mindre Laan; i saa Tilfælde stod Thiele Kunstneren bi med Raad om,
hvem og i hvilken Udstrækning der skulde hjælpes. Mest tilbøjelig var
Thorvaldsen selv til at imødekomme alle de Krav, der stilledes til hans
Pung, og ofte maatte Thiele holde igjen, for at Gavmildheden ikke skulde
antage et urimeligt Omfang. Det er blevet sagt, at Thorvaldsen var
pengekjær og paaholdende; denne Dom hviler imidlertid paa et meget løst
Grundlag. Som saa mange, der ere komne til Velstand efter at have tilbragt
deres Ungdom i trange Kaar, havde han en dyb Erkjendelse af Pengenes
Værd; fik han det Indtryk, at en Handelsmand eller Haandværker vilde
forurette ham, blev han vred, og ofte kunde han, hvor det drejede sig om
en efter hans Opfattelse unødvendig Udgift af et Par Skilling, gjøre store
Ophævelser for at undgaa den. Han var af dem, der gjerne »spare paa
Skillingen og lade Daleren gaa«, dels fordi han, naar lalen var om Smaa-
mynt, var under Indflydelse af sine tidlige Dages Respekt for denne,
medens han, hvor Spørgsmaalet drejede sig om større Summer, ikke kunde
undgaa at tænke paa sin nuværende Velstand — dels i Kraft af den rigtige
Slutning, at der kun kan ventes lidet Udbytte af de smaa Udgifter, meget
af de store. Noget lunefuld var han vel ogsaa i Pengesager; han viste
ofte sin Glæde over at kunne kjøbe billigt til sine Samlinger, og i
Almindelighed vare de Priser, han bød de unge Malere for deres Arbejder,
ikke høje, men til andre Tider, naar det saaledes gjaldt at støtte en fattig
Kunstner, betalte han langt over den sædvanlige Pris. Om hans store Drift
til at give rigelige Almisser er der allerede talt; det stærkeste Vidnesbyrd
35