440 / 484
2
7 7
bedste Aar. I Reglen stod han tidligt op og gik strax til Værkstedet, hvor
han modellerede, indtil Middagsklokken lød; han havde da som oftest været
i næsten uafbrudt Virksomhed en
6— 7
Timer. Efter Maaltidet holdt han
af, at en af de unge Baronesser satte sig til Pianoet og spillede hans
Yndlingsmelodier; en Stund hørte han efter, men det endte dog gjerne
med, at han faldt i Søvn i sin store Lænestol. Naar saa Middagsblunden
var nydt, kunde han more sig med at høre Andersen, der var jævnlig Gjæst
paa Herresædet, læse et af sine Æventyr; gjerne spaserede han ogsaa i
Slotshaven og ved Kanalerne, hvor han snart blev gode Venner med
Svanerne, som han lokkede i Land og fodrede. Om Aftenen vilde han
helst spille Lotteri; traf det sig, at han tabte, blev han gnaven, men sligt
hændte kun sjældent; man mærkede snart, at hans Stemning under Spillet
stod i et ligefremt Lorhold til Tallet af de Kobberskillinger, han vandt, og
sørgede altsaa for, at Numrene paa hans Seddel kunde komme ud i hurtig
Rækkefølge. Han havde da ogsaa et godt Blik for, hvem Lotteriposen
helst maatte være betroet. En Aften var det en ung Lrue, der saa vel
forstod at dele sin Opmærksomhed mellem Numrene og Thorvaldsens Seddel, at
denne snart var helt besat. Da Posen saa skulde gaa videre til en anden,
udbrød Thorvaldsen: »Nej, lad den lille Kone blive ved; hun raaber saa godt!«
Som allerede antydet afbrødes Thorvaldsens Ophold paa Nysø
ofte af Besøg i Kjøbenhavn; under disse boede han paa Charlottenborg,
hvor han dog ikke førte egen Husholdning — der foreligger saaledes ikke
en eneste Beretning om, at han har set indbudne Gjæster hos sig —, men
saa at sige var i Pension hos sin Tjener C. L. Wilckens. Denne fortræffelige
Mand, der senere fik Stillingen som den første Custode ved Musæet, var i
Thorvaldsens sidste Leveaar som en Slags Goldamme for den store Mester,
der i visse praktiske Lorhold kunde være paapassende nok, men i andre,
særlig de smaa, var ubehjælpsom og naiv som et lille Barn. Wilckens og
hans Hustru sørgede for hans Kost: at han om Morgenen fik sin Mælk og
sine Tvebakker, om Middagen sine to Retter borgerlig Mad med Hvidtøl
til; de holdt ham med Dækketøj og gjorde, hvad de kunde, for at hans
Paaklædning ikke skulde være i en alt for ynkelig Lorfatning. I sidstnævnte
Henseende havde de meget at kæmpe med; Thorvaldsen holdt ikke af at
koste sig nye Klæder, mere af at lade de gamle vende og af, som Don
Ranudo, at »smøre lidet Blæk paa Hullerne«, naar Støvlerne vare itu og ikke
kunde bære flere Lapper; at modtage de besøgende — f. Ex. Kronprinsesse