435 / 484
272
Kjøbenhavns Magistrat det kongelig stadfæstede Gavebrev, hvorved Thor-
valdsen paa det Vilkaar, at der sørges for et passende Lokale, skjænker
alle sine Samlinger til sin Fødeby — ikke blot dem, der allerede ere komne
til Danmark, men ogsaa »den langt større Del deraf, der endnu er i Rom,
tillige med den Tilvæxt, de endnu maatte erholde«; han tilføjer dog, at denne
Disposition ikke skal have Gyldighed for mere end det alt hjemsendtes
Vedkommende, saafremt det skulde »møde Vanskeligheder med at faa be
meldte Lokale i Stand«.
Det ligger nær nu at spørge: Hvilke »Vanskeligheder« skulde det
vel være, der kunde træde i Vejen for et nationalt Foretagende som det
omtalte? Var det vel tænkeligt andet, end at alle danske maatte være enige
om at gjøre det mest mulige for paa værdig Maade at tage imod en Gave
som den, Thorvaldsen bød sit Fædreland? — Kjendsgjerningerne vise, at
der virkelig fra flere Sider rejstes Opposition mod Musæumstanken, og at
det ikke blot var Thorvaldsens ofte omtalte Mistænksomhed, der drev ham
til at tage det ovenfor anførte Forbehold. Indbydelsen til den Subskription,
hvorved de nødvendige Pengemidler skulde skaffes til Veje, var undertegnet
med en Række af Tidens bedste Navne; ved særlige Smaaskrifter og Blad
artikler virkede Mænd som H. N. Clausen, J. D. Hage, Orla Lehmann,
Hoyen og C. Paludan-Muller varmt for Sagens Fremme, og i næsten alle
større Provinsbyer dannede der sig Komiteer, som paatoge sig at indsamle
Bidragene. Men Oppositionen kom dog som sagt ogsaa til Orde, og det
ikke blot i lidet ansete Blade som »Kjøbenhavns og »Almindelig Kommis
sionstidende« , men ogsaa fra forskjellige, hvis Ord havde mere Udsigt til
at finde Gjenklang. Peder Hjorth, som tidligere havde virket for Musæums-
sagen, udtalte saaledes nu i »Ivjobenhavnsposten«, at det var et »frygteligt
Misgreb«, naar man troede at kunne bibringe P'olket i Almindelighed sand
Interesse tor Billedhuggeren og hans Storhed, og J. L. Heiberg gav ham
Ret »i selve Sagen«; mange hævdede den Opfattelse, at det »i et Land,
hvis Statsgjæld var stegen til den Størrelse, som den havde naaet i Dan
mark, maatte anses lor urimeligt at opfordre til Bidrag til noget Foretagende,
som ikke horte til de absolut nødvendige.« Selvfølgelig var der velvillige
o
0 0
Sjæle, som gjorde Thorvaldsen bekjendt med alle disse Indvendinger, og de
opnaaede da ogsaa af og til at ærgre ham alvorligt; men selve Sagen gik
dog sin støtte Gang, og i Almindelighed lykkedes det hurtig Mesterens
Venner at berolige ham,
■o